Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
147
Stærkest fornemmer man naturligvis Talekunstneren i
Talerne selv: Han gør hvert Udbrud til en Tale. Enhver
véd, at de Taler, der virkelig holdes under et Slag,
baade er langt kortere og langt mere raa, end de, som
udgives for at være holdte. Der er ingen virkelige
Slagtaler hos Livius. I Almindelighed giver han
selv Ideerne til, Personen udtaler dem; Blandingen
bliver smuk og usandsynlig. Men vil man se ham i hans
Storhed og i hans Styrke, da læse man de store Taler
igennem, hvori Personerne (som Fabius og Papirius
f. Eks.) udfolder et helt historisk Drama. Her er
end ikke Cicero, end ikke Tacitus hans Mester; ti
medens man hos Cicero undertiden springer en Side over
og hos Tacitus undertiden maa læse samme Linje om,
læser man hos Livius Alt og kun én Gang.
Saa staar da kun Stilen tilbage. Den er, som den
maatte være, rig paa de Lignelser, en Talekunstner
anvender, dem, der virker naturligt og dog forfalsker
Indtrykket, og den er fuldkomment fri for de Fagord,
ved hvilke man mærker, at en Forfatter har ophørt at
forestille sig Sagen, men kun indordner den i et under
Krigskunst eller Statskunst henhørende Skema. Han
und-gaar alle Kunstudtryk og gammeldags Ord; thi
skønt kun Fagordene rammer Indbildningskraften paa
det rette Punkt, vilde de plette hans smukke, ædle,
ligelige Stil. Han trætter ikke som Tacitus ved at
sætte en ny, uforberedt Tanke paa en underordnet Plads
i Sætningsforbindelsen, ret som var den bekendt. Man
taber heller ikke Vejret med ham som med Sallustus,
hvis springende, jagende Stil bestandigt er i Løb. Han
fører En afsted med en jævnt rask Gang, hverken
for hurtigt eller for langsomt. Klare, naturlige,
undertiden lidt vidtløftige, men forskelligt
byggede Sætninger med simple og dagligdags Ord, som
Enhver forstaar; glimrende, pragtfulde, forvovne,
henrivende veltalende Udtryk; deri bestaar Livius’s
og Talekunstnerens Stil.
Livius’s og Talekunstnerens S Man ser, de
udgør En. Enkelttalentet er helt gaaet op i den
almindelige Betegnelse, uden at der er gjort noget
Forsøg paa at særstemple denne. Og Aar-sagen til at
Almenbestemmelsen saaledes uden videre anlægges
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
