Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
151
som 1740 saa Corneille og Racine som Frankrigs første
dramatiske Digtere i det alvorlige Skuespil. Victor
Hugos Norge lignede Ingenting, medens Racines Rom dog
lignede Paris, og da Prosper Mérimée efter at have
høstet Anerkendelse for Rigtigheden af sine «fra
det Illyriske oversatte* Sange bekendtgjorde, at
han ikke kunde en Sætning Kroatisk og havde skrevet
dem i den uskyldige Hensigt- at rejse til Illyrien
for Honoraret, endte den overdrevne Begejstring for
Lokalfarven med den frigørende Latter, der følger,
naar Misbrug af Andres Lettroenhed afsløres.
Det blev Kritiken selv, der kom til at bruge og
befærde den Vej, som Kritiken havde brudt. Var
den historiske Roman en B^stardart, der kun gav
en indbildt Kundskab til Historien, og var det i
Virkeligheden noget nær en Umulighed for Digteren
at fremstille en anden Tid end sin egen, saa var den
historiske Kritik, der lagde Aktstykkerne paa Bordet
og forklarede dem, altsaa forelagde og fortolkede
Sagen selv, kun en naturlig og frugtbringende
Retning af Videnskaben. Var det et Fejlgreb og en
Barnlighed at søge Indien i Thomas Moores Laila
Rookh, saa var det rimeligt at gaa til Ruckerts
sprogvidenskabelige Arbejder og tro Oversættelser
for at begribe Østerland, og gik Ghateaubriands
Martyrer hurtigt i Glemme, saa har man i Fortalen til
Augustin Thierry’s Merovinger-Tiden Beviset for, at
det var Chateaubriand, som lærte Historieskrivningens
store Omdanner at forstaa og at skrive Barbarernes
Historie. Med andre Ord: det var den videnskabelige
Kritik og den videnskabelige Historie, der kom
til at gaa i Spor af den literære Kritik, som den
romantiske Skole stillede paa Benene og sendte forud
for at udforske Stillingen og tage Stødene af, medens
Skolen selv som poetisk Bestræbelse i Frankrig næsten
som i Tyskland fordampede i Forberedelser og Løfter.
Naar man da hos Taine finder Sætninger som disse:
«Livius forestiller sig det gamle Rom, som vore
Dramatikere under Ludvig XIV forestillede sig
det gamle Grækenland», eller «Livius ligner de
franske Tragikere fra det 17de Aarhundrede: faa
Dekorationer, intet Skrig, ingen legemlig Dødskamp,
men Gang og Følge i Tanker og Følelser*, da staar man
ved Afhandlingens Modertanker. Modsætningen mellem
Romantisk og Klassisk, mellem Shakespeare og Racine,
som man 1820 skrev og sagde, er Forudsætningen for og
Ophav til den franske Kritiks hele senere Bevægelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
