Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154 Den franske Æstetik i
vore Dage
én. Men den Enhed, der søges, er jo ogsaa netop derfor
allerede funden I Bevidsthedens Enhed. Hvem indestaar
overhovedet for, at det netop skulde være en Evne o:
en Form af Talent, som beherskede Aanden, hvorfor
kunde det ikke ligesaa fuldt være en Form af Karakter,
Følelse eller Temperament, som snarest maatte kaldes
Enhed? Spørger man om endnu et Midtpunkt udenfor
’Bevidsthedens Midtpunkt, da gælder det kun om at
finde "en Bestemmelse, der nærmest muligt falder
sammen med hint. Men hvad der bestemmer Talentet,
kan ligge udenfor Talentet, bagved Talentet og kan,
hvad der er det Værste, være os forholdsvis ubekendt.
Men, vil man sige, Læren er bleven godtgjort praktisk,
gennem Paavisning af slige herskende Evner i bestemte
Eksempler, som vi saa det ved Livius. Svaret er:
denne Paavisning, saa slaaende sindrig, saa lærerig og
overraskende den mange Gange er, betyder videnskabelig
talt ikke meget.
For det Første opdager man hurtigt, at Taine ikke
har ^herskende Evner* nok. Aanderne er mange, men de
herskende Enkeltevner faa. Taine har efterhaanden
dannet sig et lille Bundt af færdige Drivfjedre;
men disse maa gøre Tjeneste hos de forskelligste
Personligheder: Titus Livius er en Talekunstner,
Victor Cousin er en Talekunstner, Macauley er en
Talekunstner. Beyle er en overlegen Aand (gives
der da ikke andre overlegne Aander?), Shakespeares
Bestemmelse er «den fuldstændige Fantasi*; men
den, hvormed Dickens særtegnes, er ikke synderligt
forskellig.
Overfor en mundtlig Fremstilling af denne Indvending
forsøgte Taine at hæve Vanskeligheden ved den
Paastand, at, da Ordet efter sit Væsen er alment,
kan man til syvende og sidst, naar det gælder om
at særtegne, kun pege eller anføre; derfor er det,
tilføjede han, at mine Bøger helt er gennemtrukne
med Citater.
Man vil let se, at dette Svar er altfor almindeligt
til i nogen Maade at tilfredsstille ligeoverfor den
bestemte Lære. Det er al Ære, al Anerkendelse værd,
at Taine har forsøgt at afløse den tidligere, blot
personlige Kunst- og Literatur-Kritik ved en saglig
og videnskabeligt nøjagtig; men hvad nytter i det
bestemte Tilfælde Forsøget, naar man dog bliver nødt
til for at naa Virkeligheden, at forlade den Kritik,
der videnskabeligt lader sig kontrollere, og gribe
til Kritiken som Kunst!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
