Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
173
sigt med det Levende og Vordende blev tvunget til
at lade døde Regler ligge og tilegne sig Noget af
sin Genstands Smidighed, for at kunne beherske den
og følge dens overraskende og uforudsete Vendinger
og Sving. Ved Selvstændighed og Originalitet sætter
f. Eks. Diderots Kritik Tidsskel.
I Almindelighed udkrævedes der dog endnu da ikke
Andet til at være Kritiker end, som man kaldte det,
at være en Mand med Smag, og til at være dette
behøvedes hverken historiske eller filosofiske
Forudsætninger. Man sendte enhver ny Ret først til
Kritikeren for af hans Grimacer at iagttage, om
den var forgiftet eller velsmagende. Hans Hverv var
imidlertid lidet taknemmeligt; tit blev han gnaven
og bitter, hyppigt var han indskrænket, ukyndig og
blind. Ofte var han Partimand. Hans Kritik bestod i to
Virksomheder: at rose og at laste; at det gjaldt om at
forstaa og forklare, var endnu i det 19. Aarhundredes
Begyndelse en uhørt Tanke. Kritikeren rev da ofte
ned for at gøre sig frygtet, for at blive en Magt,
for at vise en Aandsoverlegenhed, i Højde med hvilken
kun sjældent en Digter eller Forfatter kunde naa. Han
opnaaede imidlertid fordetmeste kun at blive Digternes
Syndebuk; de fleste europæiske Poesier fra den første
Halvdel af det 19de Aarhundrede er fulde af Spot og
Haan over de forhadte «Recensenter», der forbitrer
Digtere og Kunstnere Livet. Vor egen lille Literatur
frembyder en uhyre Blomstersamling af den Art Udfald
i Prosa og Vers. Man forestillede sig en Kritiker
som et gult og gustent Menneske, hvis Blod var Galde,
hvis Gudinde var Avind, og som bar et Belte af Slanger
om sin Bug.
Dette Forhold drog sin Modsætning efter sig. Det er i
Længden ikke behageligt at føle sig skyet og forhadt;
Magten er maaske sød, men Hadet er bittert. Saaledes
slog Kritiken da om og gik forskellige Veje. Snart
talte den om alt Andet end det Værk, den netop gav
sig af med, tog kun Anledning deraf til Betragtninger
eller Iagttagelser af mer eller mindre nærliggende
og almindelig Art; snart slap den uden om Skæret ved
at slutte sig til en eller anden opstaaende poetisk
Skole som dens Fanebærer, Herold og Trompeter. Dens
Fag blev det at rose.
Den første Art af Kritik gav Forfatteren Anledning
til at udfolde saa meget Vid og saa rigt et Lune,
som han netop i det givne Øjeblik var i Besiddelse
af, uhindret og uden faste Grænser. Kritiken blev en
digterisk Improvisation, en Æmnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
