Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
209
Herbart søgte da at løsrive Æstetiken helt fra
Metafysiken. Hans Elever fulgte ham. <Forstanden,
siger Adolf Zeising, er Fornuftens ansvarlige
Minister, og Fornuften underskriver Intet, som
Forstanden Ikke først har givet sin Underskrift. >
Han har da særligt i sin sindrige Forholdslære stræbt
at tilfredsstille Forstanden ved en Paavisning af
Love istedenfor at henvende sig til Fornuften med en
Udvikling af Ideer.
Man begyndte saa i Tyskland for Alvor at undersøge,
hvad Udtømmende der var sagt, naar man havde bestemt
det Skønne som Ideens rene og fulde Udtryk og som
Friedrich Vischer forstaaet dette om enhver Idé i
Naturen saavel som i Menneskelivet. Maatte Følgen
ikke blive, at Alt i Menneskeverdenen saa vel som i
Naturen kaldtes skønt? Det syntes vel ikke skønt for
Menigmands Betragtning; men havde denne ikke Uret? Var
Dovendyret mindre smukt end Hesten? Var Ægteskabet
mindre poetisk end Kærligheden? Vischer havde i sin
bekendte Æstetik sat Dovendyret og Ægteskabet i samme
Klasse som Undtagelser, det første, fordi det var
en Overgangsform; det andet, fordi det var inderligt
og etisk; men er det en videnskabelig Lære, der maa
behandle som Overgangsform hvad der ikke stemmer med
den, og er det en Lov, der har Undtagelser? Zeising
fandt da paa den Udvej, at hvorvel i Reglen enhver
Art var skøn, maatte det dog kun forstaas om den Art,
der paa en tydelig Maade udtrykte sin nærmeste højere
Art og derigennem Overarten. Hvor der manglede et
Led i denne Kæde, var Skikkelsen uskøn. Denne Lære
er sindrig, men vilkaarlig. Ofte forholder det sig
saaledes, idetmindste i Legemverdenen; men hvorfor er
det saadan, og hvorledes anvendes dette paa Aandens
Institutioner?
Som Elev af Herbart gør da Robert Zimmermann rent
Bord, han begrunder det Skønne ikke fra oven, men
fra neden, paa Farvers, paa Toners, paa Linjers,
paa Karaktertræks og Situationers indbyrdes Forhold
og Harmoni. Paa Forholdet alene kommer det an,
Forholdsleddene er ligegyldige. Æstetikens Opgave
sættes i, uden nogen Over- og Underordning at
opregne alle de med ubetinget Nødvendighed behagende
Forhold. Et ubestemt Antal af disse Forhold, samlet
og forenet i en enkelt Skikkelse eller et enkelt
Kunstværk, gør, at Beskueren alt efter sin større
eller ringere Kræsenhed, efter sit Dannelsestrin,
efter sin personlige Smag eller sit Behag, kalder
Skikkelsen eller Værket skønt eller uskønt. Om det
Skønne kan der da strides,
G. Brandes: Samlede Skrifter. XIII.
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
