Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
221
Den samme Overensstemmelse maa da nu selvfølgelig
fordres af de Kunstarter, der fremstiller
Menneskelegemet. En Hud, der var malet af Correggio,
vilde paa Muskler, der var formede af Michelangelo,
være et Stykke Unatur. Stilling og Aasyn maa
samstemme; visse Smil passer ikke til visse
Legemer. Enhver Muskel, ethvert Led, hver enkelt
Knokkel har sin betegnende Betydning. Taaen og
Nøglebenet paa en lærd Mand er ikke en Bryders. Det
var for at sætte sig ind i den Betydning, hver
anatomisk Enkelthed har, at Michelangelo tilbragte
tolv Aar med at dissekere. Det er et vist Forhold
mellem Hovedet og Helheden, der adskiller den
florentinske og den romerske Type, ganske som
det er et Forhold mellem Gennemsnit og Højde, der
udgør Forskellen mellem den ioniske og den doriske
Søjle. Kunstneren kan da finde Behag i smaa Hoveder
og langagtige Legemer som Michelangelo, i simple
og storladne Legemer som Fra Bartolomeo, i bølgende
Omrids og smidige Bøjninger som Correggio - kun at
Alt stemmer sammen. Her faar Linjeskønheden, Delenes
Forhold, Farveharmonien deres Betydning. Maleriet
kan dels som Helhed være lysere eller mørkere, dels
kræves der en stærkere eller svagere Modsætning af
Lys og Skygge i samme Maleri.
De forskellige Malere har forskelligartet
Forkærlighed. Guido ynder hvide, sølvgraa Farver,
maler Alt i fuldt Lys. . Caravaggio holder af brune og
mørke Farver, maler gerne de tætte Skygger. Leonardo
lader Formen umærkeligt dukke frem af Skyggen,
Correggio lader den stærkere Klarhed udgaa fra den
almindelige Klarhed, Ribera lader den lyse Tone
pludseligt som en voldsom Aabenbaring bryde ud af
den uhyggelige Sorthed. Rembrandt slynger en Sol-
eller Lysflamme gennem den fugtige og gulladne
Luft eller lader en enkelt fortabt Straale ligesom
sive igennem den. Denne Farvemusik er i Forhold
til Skikkelserne, hvad musikalsk Ledsagelse er i
Forhold til Sangen, ja er undertiden endog Sangen,
som Figurerne blot ledsager. Men i ethvert Fald maa
Farvesammenspillets Virkning stemme med alle de andre
Virkninger. I Italien varer det gamle, stive Maleri,
der tjener Gudsdyrkelsen, med dets Mangel paa Sans
for det menneskelige Legeme halvandethundrede Aar. Saa
begynder Stenhuggere og Guldarbejdere at blive Malere,
der fremstiller Menneskelegemer; men de føler endnu
ikke den Linje-Samklang, der gør det virkelige Legeme
skønt. Efterhaanden opdages Tegningens og Farve-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
