Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286 Den franske Æstetik i
vore Dage
argate loqui). Det viser ogsaa de franske contes og
fabliaux fra Middelalderen, der er fortalte, ikke
sungne; det viser sig i Literaturens store Blomstring
under Ludvig den Fjortende, der er det udviklede
Talesprogs Triumf. Det spores i den franske Poesi,
forsaavidt den har sit frygtelige Skær i den blotte
Veltalenhed, og det aabenbarer sig endelig i den
ejendommelige Prosaform, som i det 18. Aarhundrede
Voltaire var Mester for, og som blev hele Europas
Forbillede.
Der er visse Egenskaber ved den franske Prosa, som
findes til alle Tider. Hertil kan henregnes dens
dramatiske Hang. Sammenligner man en Strøtanke
som Pascals: «Hvorfor vil Du slaa mig ihjel?»
- «Hvorfor! Boer Du ikke paa den anden Side af
Vandet? osv.» med det første det bedste lille
Brudstykke i et moderne Pariserblad, som Le Figaro
f. Eks., forbauses man over den formelle Lighed.
Der er andre Egenskaber, som skifter med hvert
Aarhundrede. Det for det 18. Aarhundredes Prosa ikke
blot i Frankrig men i hele Europa Ejendommelige var,
at alt det i Udtrykket, der svarede til en Sansning,
holdtes borte fra Skriftsproget, og kun det blev
bevaret, der var Udtryk for Tanke. Paa samme Maade,
som man overhovedet opfattede Mennesket som Menneske
i Almindelighed, undgik man ogsaa i Stilen det
legemlige Billede, betragtede den dristige Lignelse
fra den Side, fra hvilken den tog sig ud som Snak,
og nøjedes med en bleg, almindelig Farvegivning. Det
var den «klassiske» Prosas Tid. Det 19. Aarhundrede
indførte en ganske forskellig. Man begyndte at
indrømme Billedet, Farven, Stemningen mere Plads;
endog spiritualistiske Forfattere undgik at skrive et
altfor virkeligheds-fjernt Sprog, og de politiske og
historiske Skribenter, i hvilke Aarhundredets Aand
tydeligst udtalte sig, indrømmede Anskuelsen et den
aldrig før tilstaaet Herredømme. Fra Chateaubriand
til Victor Hugo, fra Augustin Thierry til Michelet
har Billedets Landemærker udvidet sig bestandig
mere. Hos en Romanforfatter som Balzac er Tankens og
Farvens Lod i Stilen endnu omtrent lige stor; men en
Digter som Gautier har, uddannende sig efter Hugo,
forvandlet sin Pen til en Pensel, og en Del af de
mest begavede nyfranske Romanforfattere (Flaubert,
Brødrene Goncourt osv.) har heri fulgt ham.
Taine har alle disse Forfattere til
Forudsætning. Han har den samme levende, deltagende,
virkelighedsfornyende Indbild-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
