Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
293
Det forstaar sig jo imidlertid af sig selv, at endog
en mangesidig Forfatter ikke kan være alsidig. Taine
er det saa lidt som nogen Anden. Han, der i sin
Lære om Idealet har bestemt Skønheden som Kraften,
foretrækker ikke blot Michelangelo for Raffael,
men er uimodtagelig for Raffaels Ynde. Man forstaar
fremdeles let, at han, hvem Kræfternes frie Udfoldelse
i Kunst og Poesi er saa meget mere magtpaaliggende
end Formens Fuldkommenhed, i den engelske Literaturs
Historie kan komme til at mishandle saa fin og
spinkel en Aand som Pope meget slemt, ja komme til at
behandle ham med langt mindre Hensyn end en fanatisk
Kedelflikker som Bunyan. Han mangler Sansen for
Dickens’s Fortrin, medens han har et fortræffeligt
Blik for hans Mangler. Han ser tilfulde Shakespeares
Fantasirigdom og Lidenskab, men lukker Øjet rent for
hans Moral. Han gør Edmunds Moral i Kong Lear til
Shakespeares. Ham fattes den Aands-smidighed, der
gjorde, at Sainte-Beuve, efter i sin Ungdom at have
brudt mangen Lanse mod Boileau’s Poetik, som moden
Mand indrømmede Boileau en stor dannende og mildnende
Betydning. I modsat Retning vil da Taine til Gengæld
have en altfor vidtgaaende Forkærlighed for literære
Værker, i hvilke det Psykologiske er saagodtsom rent
fysiologisk, som i saa megen ældre engelsk Literatur,
der indeholder Materiale til Sædernes Historie, men
er blottet for Poesi og næsten uden Kunstform. Han
betragter slige Værker altfor udelukkende som
historiske Vidnesbyrd. Og her kommer en Mangel frem
hos Taine, der hænger nøje sammen med hans hele
Afvisning af den egenlige Æstetik som dogmatisk
og med hans rent historiske Synsmaade for Kunst og
Poesi. For ham er Skønliteratur og Kunst væsenlig
interessant som Psykologi, som oplysende med Hensyn
til Fortidens Levevis. Hans Englands Literaturhistorie
er i Virkeligheden den engelske Civilisations Historie
fremstillet ved Hjælp af Literaturen. Poesien er ham
ikke Maal, men Middel, elskes af ham kun i ringe Grad
for dens egen Skyld, men som ypperligt etnografisk
Hjælpemiddel. Digterværket er ham et Mindesmærke eller
en Kuriositet, aldrig en Skønhedsaabenbaring. Ikke
sjældent sønderlemmer han Digtet som en Anatom eller
Slagter, og behandler Kunstneren kun som interessant
Patient.
Neppe har jeg sagt dette, før jeg fortryder
det. Desværre er ingen Sætning mer end halv
sand. Hvorledes kan man negte Den Sans for Poesien
som Poesi, der mer end nogen Anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
