Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Musset: En Caprice
325
tø
ovenikøbet ikke fængslende, som det Grimme kan være
det; ti den er ingen Farsot i Nutiden og i Danmark,
men var det i Paris for fyrretyve Aar siden.
Hertil kommer, at Mussets Behandlingsmaade er en
saadan, at der uundgaaeligt indtræffer Et af To: enten
tror Tilskueren ikke paa Sygdommen, eller ogsaa tror
han ikke paa Helbredelsen. Saasnart et ungt Menneske
er naaet til den Alder, i hvilken han begynder
at bruge sin Forstand, véd han med sig selv, hvad
han skal tænke om Saadanne Sætninger som: jeg tror
ikke paa Dyden, ikke paa Kvinden, ikke paa Venskab,
ikke paa Kærlighed osv. Han ler i Skægget, naar han
hører dem. Intet forekommer ham mere dagligdags og
mere latterligt end en saadan almindelig Mistvivl,
der øjensynlig fra højst to eller tre Erfaringer
eller fire til fem maaske velfortjente Skuffelser
gør Slutninger om intet mindre end en hel Klasse
af Følelser eller Mennesker, om det hele Køn, den
hele Menneskehed. Dog, som ældre forstaar man Sagen
anderledes, er mindre redebon til at betitle alt
Forulykket som Affektation og affærdiger mindre
rask det Sygelige som Unatur. Nu ser man, at de,
der har saa let ved at tro paa Venskab, sjældent har
sat Venskab paa Prøve, og at de, der ’saa villigt
tror paa Uskyld, i Almindelighed hører til dem, der
antager enhver ung Pige med røde Kinder og klare Øjne
for en Engel, istedenfor, som en Filosof har sagt,
at forstaa, «man har ladet hende gaa i Seng KL 9 og
spise mange Koteletter.» Ethvert udviklet Menneske
vil, tænker jeg, finde, at der er Tidsrum i hans Liv,
hvori han har troet, andre, hvori han afgjort ikke har
troet paa Renhed, Uegennyttighed osv. Han vil indse,
at man kan gøre Profession af at tro paa det Gode
og at tro paa det Slette, men at det Rette er at tro
paa begge Dele. Dog ligger det nær at opfatte Troen
paa det Menneskelige som en Art religiøs, altsaa
uafviselig Fordring.
Men Stykkets Helt er værre end irreligiøs; han har
ingen Sømmelighedsfølelse. Han nøjes nemlig ikke med
at opstille den Paastand: «En Pige, jeg kan forføre
paa otte Dage, har jeg Ret i ikke at ville gifte mig
med;» men han underforstaar «og har jeg Ret til at
forføre.> I det Første er der Logik, i det Andet
er der hverken Logik eller Moral. Og han synker
yderligere i vore Øjne, naar den Strenghed, hvormed
den gamle Baronesse jager ham og Onkelen paa Porten,
saasnart hun gennem denne faar Nys om hans Planer,
gør ham endnu mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
