Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. Dumas: Enkens Mand
333
kendte blandt Ideerne; tandløse Vittigheder; Suppe paa
en Pølsepind. Den eneste Afveksling i al denne Prosa
er nogle Vers, forfattede og oplæste af Leon, som en
fin Konditor vilde vrage til Sedler om Brystsukker
og Knaldbonbon.
Stykkets Hovedperson er en ung, smuk Kone. Det vilde
være urimeligt, om hun ikke havde en Tilbeder; det
vilde endog ikke være mærkværdigt, om hun havde to,
hvilket er Tilfældet. Hun elskes af sin Livsledsager
i Amerika, der af Grunde, som ikke erfares, ønsker at
gælde for død, og af sin Nieces Frier, Leon, der anser
hende for Enke og sin Forlovede for en Gaas. Manden
vender hjem, finder Leon i Skjorteærmer ved Kaminen,
tørrende sin Kjole efter en Tur i Regnvejr, bliver
skinsyg og beslutter at være paa sin Post. Fruen
træder ind og styrter sin Mand imøde; han omfavner
hende ved at trykke Fru Eckardt til sit Hjerte,
og for at overbevises om, at der ingen Forstaaelse
finder Sted mellem hans Hustru og den unge Mand,
puttes han ind i et af de Sideværelser, hvor man
paa Teatret lurer, og bliver nu til sin Hustrus
Forbauselse og Harme Vidne til en Kærlighedserklæring,
som Leon gør den formentlige Enke. De to Mænd, der
først har i Sinde at duellere, beslutter at afgøre
Sagen mindeligt ved Hjælp af gensidig Aabenmundethed,
saaledes, at Enhver af dem fortæller den Anden, hvilke
Beviser Fruen har givet ham paa sin Gunst. Det viser
sig da snart, at Ægtemanden har de fleste Triumfer
at opvise. Her er Handlingen forbi, og man gav gerne
hele tre Optrin og en Monolog for en gensidig og
endelig Forstaaelse. Men den unge Kone, som finder,
at hendes fordums Elsker trøster sig altfor hurtigt,
straffer ham for hans fornyede Frieri til Niecen,
og Manden for hans Skinsyge, ved paany at sætte dem
begge Fluer i Hovedet, indtil Forvirringen ender med
Giftermaal mellem Leon og den usalige Niece, hvem alle
Parter, Konen, Manden, Elskeren og Teaterbestyrelsen
er enige om at ofre.
Summa Summarum: det var naturligt, at man spillede
dette Stykke, da det var nyt; ti det er lærerigt at
blive bekendt med det samtidige Teater i Udlandet; men
1846 nøjedes man ikke med Stykker fra 1810. Hvorfor
faar vi for vor Part aldrig noget samtidigt Stykke
at se, eller skal Nøglen til Kassen repræsentere
Udlandets Skuespilforraad? Er vore Sæder efterhaanden
blevne saa snerpede, at man ikke vover at oversætte
de bedre franske Dramer fra de senere Aar, hvorfor
spiller man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
