Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
Skuespilkritik
Ved Mødet med Henrik VIII af England paa Camp du drap
(forgreb Henrik efter en Hilsen Frants I i Kraven og
sagde: «Lad os tage Tag!»
Hvilken Afstand i aandelig Adel dernæst mellem
Stykket og Historien! Denne fejrede Konge, om hvem de
Historiebøger, Børnene læser i Skolen, fortæller saa
meget Ridderligt og Skønt, blev elsket med et Sværmeri
og en Ømhed uden Mage af sin to Aar ældre Søster,
den beundringsværdige og ædle Marguerite. Hendes Liv
gik op i denne Følelse. Hun kaldte denne uværdige
Broder sin Sol. Hun bar i sit Vaaben en Solsikke med
Omskrift: Jeg følger ingen ringere. Hendes første
Ægteskab var sørgeligt og koldt; hun nævner aldrig
sin Mand. Hun skriver til Broderen, at hun har Ingen
uden ham, at han alene er hende Fader og Broder, Ven
og Ægtefælle. Denne Kvinde, en Digters Barnebarn,
der selv var saa lærd, saa videbegærlig, saa fin
en Aand, tilbøjelig til Mystik, fordybet i Teologi,
glødende for Fremskridt i Religionen, skrøbelig af
Legem, hun tilbad som en Gud denne grove og letsindige
Vellystning, til hvem Skæbnen havde givet hende som
Legetøj for hans Luner og som Offer for hans raa
Selviskhed. Han, hvem Michelet har kaldt ^tredobbelt
egenkær som forkælet Barn, som sanselig Nar og som
Konge», var snart kærlig, snart plump imod hende,
søgte og benyttede hende, naar han var ulykkelig,
Saarede hende paa alle Maader, naar han ikke trængte
til hende, og Saarede engang hendes Sjæl indtil
Døden. I Vinteren 1521, medens hans Dronning var
syg, medens hans Kærlighedsforbindelse med Fru de
Chateaubriand sang paa sit sidste Vers, medens han
endnu omhyggeligere end sædvanligt var omgivet af sin
Søsters moderlige Ømhed, bemærkede han paa en Gang,
at hun var smuk, «smuk af Fromhed, af Kærlighed,
smuk endog som Rekonvalescent efter en Sygdom og ved
sin Svaghed for ham». Saa fornedret var han af lave
Nydelser, at han fattede den uværdige Plan at se,
hvorvidt hans Magt over en saa uendeligt hengiven
Kvindesjæl kunde gaa. Han lod, som han tvivlede om
denne varme Hengivenhed, vovede at sige, at han
ikke troede paa den, medmindre han fik afgørende
Beviser. Hun flygtede, sønderknust, knækket, efter
hendes egne Ord «værre stedt, end om hun var død». I
stadig Frygt for sin raa og forfærdelige Tyran
tilskrev hun ham det ydmyge Brev, som vi endnu har,
for paa Knæ at bønfalde ham om at vise Ædelmodighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
