- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Trettende Bind (Supplementbind) /
352

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

352
Skuespilkritik

Oehlenschlager: Den lille Hyrdedreng

Skønt betitlet Idyl blev Den lille Hyrdedreng, som
bekendt, af Oehlenschlager regnet med blandt hans
Tragedier. At Stykket med Rette kun bærer den første
Betegnelse, behøver i vore Dage ingen vidtløftig
Bevisførelse. Enhver véd, at, naar Forholdene er saa
smaa som dette Dramas, naar det Hele er opfattet
fra Natursiden og i Artsbestemmelser, og naar den
Begivenhed, vi bliver Vidne til, er saa lidet vægtig
som den, der her træder i Stedet for den egenlige
Handling, da kan Tragediens Navn ikke anvendes. At
Udfaldet er lykkeligt, har endda ikke saa meget at
betyde, som at det lykkelige Udfald fra Begyndelsen
af er stærkt og tydeligt, om end ikke fint eller
træffende betegnet.

Ikke desto mindre indeholder Den lille Hyrdedreng paa
en ganske ejendommelig Maade det Tragiske og staar
derigennem i et mærkeligt Forhold til Digterens
virkelige Sørgespil. Jeg tænker herved ikke paa,
at det hele lille Billede stemmer til Alvor, og
kun gennem Alvor til Glæde; jeg sigter ikke til,
at Idyllens Fred jo bliver afbrudt af en alvorlig
Mislyd, at Død, Fortvivlelse og Selvmord viser
deres skræmmende Aasyn og, skønt de atter viger,
efterlader et Indtryk, som ikke forsvinder med
den smertelige Spænding. Ti en virkelig tragisk
Uoverensstemmelse er aldrig blot tilsyneladende,
aldrig blot forbigaaende; hvorledes skulde da paa
Grund af denne Gennemgangs-Skurren, denne Skin-Mislyd,
der saa hurtigt opløses, Den lille Hyrdedreng kunne
siges at rumme det Tragiske? Nej, den særegne Maade,
paa hvilken Stykket forholder sig til dette Begreb,
er den, at det ikke har det Tragiske i sin Handling,
men drejer sig om det som om sit Problem. Stykkets
Grundidé er Tragediens Yndlings-spørgsmaal:
Forholdet mellem Ulykke og Skyld, blot i modsat
Form som Forholdet mellem Uskyldighed og Lykke;
men det behandles teoretisk, ikke praktisk; det
besvares gennem kæmpende Livsanskuelsers Tvist,
idet Summen af det Skete og Begivenhedernes Udfald
dømmer de stridende Parter imellem. Uden denne dybere
Mening var Stykket kun en Illustration til en af
de fra visse Blade bekendte «ulykkelige Hændelser»,
der, som ulykkelige betragtede, undertiden endda er
temmelig lykkelige.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:19:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/13/0358.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free