Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oehlenschlager: Palnatoke
357
af Planeter og kender endnu intet andet
Solsystem. Saaledes har disse Tragedier været
Grundlaget for vor Opdragelse, og for det danske
Teater maa de og skal de være det Samme, Grundlaget
for Alt, hvad Teatret kan give af alvorligt Skuespil,
den hele Bygnings Hjørnesten. Derfor burde de spilles
ikke alene saa godt, men saa hyppigt som muligt,
og spiltes de hyppigere, vilde de spilles bedre.
Palnatoke hører til Mellemklassen af Oehlenschlagers
Tragedier. Den staar højt over de daarligste iblandt
dem, men kan ikke maale sig med de bedste og taaler
f. Eks. ikke at sammenlignes med Hakon Jarl. Det er,
som om Erindringen om Hakon Jarl havde indvirket
ufordelagtigt paa Palnatoke. Det er, som om Digteren
ikke fra Begyndelsen af havde været rigtig klar over,
hvad han egenlig vilde, og som om han var kommen til
at give noget Andet end der fra først af var hans
Hensigt. I Stykkets Begyndelse, ja lige til anden
Akts Slutning, tyder Alt paa, at det er til en Kamp
mellem Kristendom og Hedenskab, vi her som i Hakon
Jarl vil blive Vidne, og at Hovedpersonerne vil staa
som Talsmænd for Magterne i deres Strid, men efter
at have opfyldt Forgrunden trækker Kampen mellem
disse Modsætninger sig efterhaanden længere tilbage
og tabes tilsidst i Afgørelsens Øjeblik sporløst af
Syne. Al den Tid og Plads og
.
Veltalenhed, der er ofret paa at gøre Kontrasten
skarp og klar og i sin Klarhed stor og dramatisk,
viser sig ofret til ingen Nytte*).
Denne Svaghed i den dramatiske Behandling af
Modsætningen mellem de to verdenshistoriske
Ideer beror paa en anden, paa en poetisk Svaghed
i Opfattelsen af deres Forhold. Betragter man
Verdenshistorien i Oehlenschlagers Palnatoke
som Hulspejl, tager den sig ganske meningsløs
ud. Kristendommen er jo nemlig her bleven saa ilde
medhandlet, at man ikke i mindste Maade ser, der
trænges til den, og allermindst kan faa Øje paa dens
Berettigelse til at fortrænge Hedenskabet. Er Talen
om dens Repræsentanter, hvad Ret har da vel en kronet
Nidding som Harald, der klamrer sig til en Bedragers
Munkekutte? Er
*) Hvad her udtales som Formodning har virkelig været
Tilfældet: Digteren har under Udarbejdelsen skiftet
Plan. Se Liebenbergs Udgave af Oehlenschlager.
Senere Anmærkning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
