Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362
Skuespilkritik
lader, begge tydeliggør Handlingen og Karakteren,
Historien og Mennesket; begge udelader saa meget
og enfoldiggør saa stærkt, at de med al Tidernes,
Folkeslagenes og de to Personligheders overordenlige
Forskellighed staar hinanden indbyrdes meget nærmere,
end de hver for sig staar f. Eks. Goethe. At
vor klassiske Komedie lader sig jævnføre med den
klassiske franske er man vant til at høre; men det
er ikke mindre sandt, at den danske Tragedie hos
Oehlenschlager, trods dens nordiske Aand, dens tyske
Foranledning og dens Forudsætning i Shakespeare,
udviser en kraftig Overensstemmelse med den franske.
Dronning Margareta har endelig ligesaa lidt
sit Tyngdepunkt i det Dramatiske, som i det
Personlige. Stykket er bedst, hvor Følelsen
strømmer over. Det hænder oftere, at den
digteriske Begejstrings og det poetiske Raseris
Aftagen med Aarene aabenbarer sig som en vis
Flersidighed. Hos Goethe har denne fundet sin
Form i Forstandsoverlegenhed, hos Oehlenschlager
fremtræder den som den bløde Billighed, der giver
Ret til alle Sider, bringer Walter og Ulfeldt til at
anerkende hinanden, ligesom den forsoner Sokrates
og Aristofanes, Hagbarth og Alger, Axel og Hakon,
en Flersidighed, som ikke er langt fra Slaphed. Den
sløver i hans senere Værker Udtryksmaadens Kraft
og tager Viljeselementet ud af hans Handling; men
Følelsen er den Evne hos ham, som længst bevarer den
guddommelige Gnist, og naar Gnisten imellemstunder
bliver til Ild og slaar i Vejret som luende Sværmeri,
kender man Aladdins Digter igen. Sværmeriet er det
lysende Punkt i Dronning Margareta. Det hænder i dette
Stykke nogle Gange, at hvad der, som Optrinnet mellem
Albrecht og Narren, var ypperligt og planmæssigt
anlagt, kun er faldet flovt og fattigt ud under
Udførelsen; men holder Digteren end ikke altid,
hvad Planen lover, saa giver han os som Tilgift eller
Overskud ud over den dramatiske Ramme Poesiens ægte og
rene Metal i Margaretas Takkebøn og i det romantiske
Indfald med Ingeborgs Rose.
Hvad der fra Grunden af bærer Stykket, er dog
den Skønhed og Inderlighed, hvormed det tragiske
Motiv her er gjort frugtbringende. Der gives en
Sans for det Tragiske som en Sans for det Komiske,
og Oehlenschlager havde denne første. Faa Motiver
er i og for sig saa tragisk frugtbare, som en
Tron-krævers Udgiven sig for den rette Arving. En
Mængde forskellige Tilfælde frembyder sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
