Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen: De Unges Forbund
379
nok til at være tilstede, hvor man strides og slaas;
han gaar ikke heller imod Strømmen, han er ikke
gal. Han leder Strømmen, han bæres oppe af den,
hans Hjerte svulmer, naar Folkegunstens Bølger
løfter ham højt. Da er det, at han, selv løftet,
taler om det, hvori der er «Løftelse*. En Hædersmand
af denne Natur er det, som sagt, hvem Ibsen har
kaaret til Helt i sit nye Lystspil, og selve Valget
kunde ikke være bedre. Det er gjort blandt den Art
Folk, der om ti Aar vil regere os, forsaavidt de
ikke allerede har Magten. Det er det Gennemløjede
hos en Mand af denne Beskaffenhed, som Stykket har
stillet sig til Hovedopgave at skildre, og i Samtalen
mellem Stensgaard og Fjeldbo i første Akt er denne
Opgave glimrende løst; Alt er her fortrinligt, fra
Stensgaards første Ytring til de Ord, hvormed hans
hule Skvalder slutter: . «Hør, hør! de drikker min
Skaal! Hvad der kan gribe saa mange - ved den evige
Gud, det Aa/Sandhed i sig.» Gælder det især for en
Lystspildigter om at gribe de Laster, der staar i
Blomst, da har Ibsen her naaet det Væsenlige.
Det Væsenlige er imidlertid ikke nok. Det er ikke
tilstrækkeligt at skitsere en Karakter, man maa ogsaa
forstaa at udfolde den og vedligeholde Interessen for
den. Mangelen ved De Unges Forbund er med Hensyn til
dette Punkt, at Stensgaard bliver ringere og ringere,
nærmer sig mere og mere til at blive en almindelig
simpel Kæltring og efterhaanden sporløst taber
ethvert Præg af, at der dog idetmindste er gaaet
noget Betydeligt til Grunde i ham. Foruden at synke
i Hæderlighed synker han desuden stærkt i Forstand;
hans Frieri til tre Kvinder paa én Gang, hvoraf
den ene endda staar altfor lavt paa Dannelsens
Stige, gør snarere Indtryk af en slyngelagtig
Dumrians Taabelighed end af en snild, i sit eget
Net fangen Rænkesmeds fejlagtige Beregning. Man
bliver tilsidst træt af at være tilstede ved saa
elendig en Stympers Afstraffelse; Indtrykket er for
hæsligt, og Afstraffelsen foretages ikke med noget
saa overordnet eller olympisk Lune. at Lystigheden
eller Morskaben kan bøde paa den Uvilje, som Synet
vækker. Og hvad her er sagt om Hovedpersonen, gælder
om de fleste af Bipersonerne; de er for ringe til,
at man ikke i Længden skulde føle sig ilde tilpas i
deres Selskab. De er sikkert nok naturlige og sande,
men ak! hvorfor er Sandheden saa grim og Lystigheden
saa tung og det gode Lune saa bundet!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
