Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sædelighedsfejden
479
I Udtryk, hvis Velvilje ikke kunde miskendes og ikke
blev miskendt, antydedes her Bjørnsons Forkærlighed
for almene, anerkendte Sandheder og hans Held, paa
Grund af dette Hang altid at have en Masse Mennesker
i Ryggen. Selv det tilsyneladende Nyeste, han siger,
er aldrig i anden Forstand nyt end at det, Dagen efter
at det er udtalt, har Tilhængere i Tusindvis. Dets
Nyhed beror udelukkende paa Formen; i sin Kærne er
det gammelt og kendt.
Bjørnson er Præstesøn og Hanget til Præken var
nedarvet hos ham. Han er den fødte Missionær. Hans
Patos som hans Vrede bærer altid hvidt Halsbind. Han
fandt oprindeligt Grunden til Franskmændenes Nederlag
i 1870 i deres Ugudelighed, femten Aar senere, da han
ikke længer var rettroende, i deres Usædelighed. Først
var det Lutherdommen, som gjorde Udslaget, derefter
Ærbarheden; han fjernede sig saa lidt som muligt fra
Religionen.
I Brødrene Goncourts Roman, Charles Demailly,
forekommer for at betegne Charles’ Hustru,
en Skuespillerinde, der tror paa alle vedtagne
Forklaringer, den Vending: «Hun troede, at under
Ludvig den 15de var de franske Officerer ikke
tapre*; hun vidste jo, at Hoffet dengang havde
været letfærdigt. Det er i samme Stil, at Bjørnson
simplificerer Aarsagerne til det historisk skete.
Derfor ogsaa den overordenlige Vægt, han tillægger
hvert enkelt Tilfælde af kønslig Tilbageholdenhed;
derfor Aandernes vilde Jubel da i Kongen Clara afviser
Fyrstens lave Paatræn-genhed.
Og som Fristelsen til Fald forekommer Bjørnson
større, end den er, her hvor der kun appelleres til
den raaeste, dyriske Lystfølelse, saaledes er det
overhovedet Hanget til den raa, dyriske Lystfølelse,
som han bekæmper hos alle dem, der vender det døve
Øre til «Sædelighedssagen* og «Lighedskravet». Han
tiltror dem de mest materialistiske Lærdomme, og
skønt han hidtil har ladet deres formentlige Praksis
nogenlunde uomtalt, forestiller han sig den dog
øjensynligt som ikke mindre farlig end Teorien, Ude
af Stand som han er til at forstaa Nogetsomhelst, der
fjerner sig fra den Rettroenhed, til hvilken han selv
i Øjeblikket er knyttet, bliver han som ude af sig
selv af Forbitrelse over at se en Anskuelse fremsat,
som efter hans Begreb ikke noget hæderligt eller
rettænkende Menneske kan have. Han lugter til den
fremmede Synsmaade - den lugter af Raahed. Han lægger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
