Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sædelighedsfejden
491
Offenlig skærpede han Sigtelsen for Hykleri baade
mod Frøken Grundtvig og mig; privat skrev han mig et
meget venskabelig Brev til» og videre: «Han negtede
offenlig at indlade sig paa Forhandling; han gjorde
det med Haan . . . endevendte mit Opsæt i Gjøn og
Spot paa en uredelig Maade.»
Dette er ikke blot i al Almindelighed Slag i Luften,
fordi Bjørnson faar ud af Artiklerne, hvad der ikke
fandtes deri, men det er overfor mig talt rent hen
i Vejret, da jeg hverken direkte eller indirekte har
fjerneste Del i de to Artikler, hvortil han sigter.
Den store norske Digter egner sig øjensynligt
ikke til Polemiker. Hans store Evner fortjente en
bedre Anvendelse. Han er i sin heftigste Vrede saa
hjælpeløs, at man har ondt af ham, naar han tror at
skade En mest og ramme En dybest. I Politiken har
han lignet en vældig og rasende Tyr paa en spansk
Arena. Paa enhver lille ung behændig Banderillero, der
svang sin tynde Træstang med det farvede, frynsede
Papir, har han styrtet sig løs med et Raseri,
der ikke førte til det mindste. Fyren sprang over
Barrieren eller over ham selv og var borte. Og saa
tidt Matadoren svang den røde Kappe, er det vældige
Dyr løbet løs mod den istedenfor mod ham, der imens
med Sikkerhed førte Stødet. Bjørnson er altfor god
til denne Leg.
Det var i Forudvisheden derom, at jeg stræbte
at skaane ham for den. Derfor tav jeg til hans
første Ladning Ukvemsord og lod ham blot gennem en
fælles Ven vide, at han maatte tilbagekalde dem,
hvis vi skulde vedblive at staa paa en god Fod med
hinanden. Han viste sig ikke uvillig, spurgte kun hvad
jeg fordrede. Mit Svar lød paa, at jeg af en Mand som
ham ikke forlangte nogen ydmygende Erklæring, men kun,
at han i sin næste Artikel skulde kalde mig offenlig,
hvad han kaldte mig privat, sin Ven, og bruge en
Vending som den, at de Udtryk, han havde ladet sig
undslippe om mig, var skrevne i Hidsighed og ikke
skulde forstaas efter Ordlyden. - Jeg frygtede ham
visselig ikke som Polemiker, men jeg vilde nødigt,
vi skulde give fælles Fjender et Skuespil. Bjørnson
har villet Striden, og Offenligheden hælder nu meget
mod mit oprindelige Ønske til den Mening, at han
gaar ud af den som en ringere Mand end han syntes,
før den begyndte.
Saa er der. dernæst det upersonlige, rent
saglige Mellem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
