Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
536 Nogle
Samtidige
Dog han er endnu mere lydhør for Toner end letstemt
ved Farver. Netop fordi Obstfelders ligesom
Heltens Væsen er saa stille, toner Alting stærkt
ind deri. Stilheden brydes af Stemme-klang, af
Sang. Hvad han husker af Samtaler, er mindre Ordene
selv end Betoningen, Sætningstonen. Oftere siger han:
«Tone-faldet havde sat sig fast*
Hendes Stemme sysselsætter ham, fylder ham, denne
Stemme, «hvis smaa blinkende Lyd vinder sig som
Guldhaar om Nerverne, saa de bliver varme*. Og
gribende fremfor alle er det Sted i Optegnelserne,
hvor den Skrivende føler det, som Hjertet skulde
briste, nu da han vil genfortælle det Værste, og
hvor han siger, at saa tidt han vil begynde, har han
tænkt ved sig selv: «Det kan Du godt skrive - og det
- og det - men, naar Du kommer til det - til det,
da Stemmen kom ud gennem Dørsprækken, det sidste,
Du havde af hende, det sidste, kan Du da?»
Og det er ikke blot Menneskers og Fugles Stemmer,
som virker paa ham og klinger i hans Øren - det
er Tingenes uhørlige eller overhørte Lyd. Han er
anlagt til at høre hin Sfærernes Musik, som Oldtid
og Renæssance troede paa. Det er et Steds for det
elskende Par i hans Bog, som om de under den Stilhed,
der er omkring dem, i Forening kunde høre, hvad hver
enkelt ikke kan, og de synes, de hører Solen synge
i Himmelrummet.
De bedre Mennesker er for Obstfelder dem, «hvem
Tilværelsens Musik griber stærkest.*
Dette er da en Digter, som hverken har Vid eller Ironi
eller Mangfoldighed eller fremstormende Kraft eller
broget Liv eller den Stilens friske og fuldtklingende
Rytmegang, der virker som en Opsang. Han har for
alt dette en Sjæl af Mimosernes Art, som fornemmer
Verden med sine følsomme Nerver, spejler sig i
Verden og finder sit Væsen i den. Lykken er ham «en
Sol-Mimose, som næsten Ingen har sét.» Den er saa
flygtig, og den er saa vemodsblandet. Naar hans Helt
er lykkeligst, glider alt for ham hen i en Rus af
Lykke, «en Lykke, som hviler inde i en stor Taare,*
og hele Verdensrummet bliver ham én stor skælvende
Taare, hvor alle Stjerner og Sole svømmer. Dens
Skælven gaar igen i Obstfelders Stil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
