Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18 Werder
Allerede i 1841 glædede han sig som Professor ved et
uhyre Tilløb. Søren Kierkegaard hørte ham den Gang
i Berlin. Han skriver til Sibbern: «Werder er en
Virtuos. Han kan som en Jonglør lege og spille med de
abstrakteste Kategorier, og aldrig saa meget som en
Fortalelse, uagtet han taler saa hurtigt som en Hest
kan løbe. Han er en Skolastiker i gammel Forstand. Det
er altid saare gavnligt for et Universitets studerende
Ungdom, at der er saadan en Mand.» Høresalen, et
Amfiteater, var fuldt til lige op under Loftet. Da det
er Damer forment at betræde Universitetet i Berlin -
Grunden er Fordom, Paaskuddet Pladsens Sneverhed *
- bestod Tilhørerskaren udelukkende af Studerende og
Militære. Et ikke ganske ringe Antal af unge
.
Japanesere blandt Studenterne frembragte med deres
gule Hud og smaa smalle mørke Øjne en Afveksling i
Typerne. Ingen agtede paa dem, de er meget hyppige ved
Universitetet. Den lille velplejede VOaarige Professor
traadte ind i en elegant Pelskappe. Regelrette
Ansigtstræk, buet Næse, det graa Haar omhyggeligt
friseret hen over de skaldede Steder. Han tog sit
Hefte op af Lommen; det var om Shakespeares Macbeth,
han skulde tale. Ja, han var virkelig den i Tjenesten
graanede dialektiske Jonglør. Stemmen var, især i
Begyndelsen, saa svag og hviskende som man tænker
sig den alderstegne Tithon’s. Men snart fik den,
trods manglende Fortænder og den deraf følgende
Utydelighed noget mere Kraft, og nu hvirvlede og
snoede Talen sig ustandseligt fremad.
Det var et rent Virtuosnummer i meget gammel Stil;
med fremstrakte, lidenskabeligt bevægede Hænder,
med Hovedet vir-rende i en trefjerdedels Cirkel
Salen rundt, bevægede den lille Filosof sig gennem
Spørgsmaal, Svar, Udraab, Beundringsudbrud; snart
hviskede Stemmen i Rædsel, hvor Talen faldt paa
Banquo’s Aand, snart raabte den. saa godt den kunde,
hvor Macbeth beslutter at falde som en Helt. Det
var virkelig Veltalenhed, om end en Veltalenhed uden
Fortænder.
Foredraget gik ud paa: .1) at Shakespeare var den
dybsindigste, fineste, grundigste, genialeste Digter,
der nogensinde havde levet; 2) at Macbeth særlig var
en af de mest hjertegribende,, lærerige, poetiske og
tragiske Tragedier, samme Shakespeare havde digtet;
og 3) at Ingen havde forstaaet noget af alt det Høje,
Dybe, Store, Fine o. s. v. i bemeldte Macbeth, før
gamle Karl Werder nu holdt sit Foredrag derover. Det
var mig, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
