Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Makart
33
styrrende Billedrigdom i Anastasius Grun’s Lyrik. Der
er en ikke ringe Lighed mellem en moderne Østerrigsk
Digter som Hamerling, Forfatteren til Ahasverus i Rom
og Kongen af Zion, og Makart, De syv Dødssynders
Maler. Man kan spore det østerrigske Luftlags
Indflydelse, naar man iagttager, hvorledes det gaar
nordtyske Skribenter, som udsættes for det, Adolf
Wilbrandt f. Eks. Wilbrandt er en Mecklenburger af
Fødsel, altsaa af den langsomste og koldblodigste
nordtyske Race; i sine første Arbejder er han nordisk
virkelighedsfjern; han skildrer i et stort gammeldags
Ridderskuespil Greven af Hammerstein Kærligheden
mellem to Elskende fem Akter igennem saa farveløs
som den fremstilles i Ingemanns Romaner. Han lader
i sit Lystspil Malerne tyske Kunstnere leve lige op
ad en ung smuk Pige uden Blik for hendes Skønhed,
blot fordi hun bærer Briller og er ligegyldig for
sin Dragt. Saa kommer han til Wien og gifter sig
med en Skuespillerinde ved Burgteatret. Den poetiske
Frugt af dette Ophold og denne Forbindelse er Arria
og Messalina samt hans andre Stykker af denne Art,
der snarere synes beregnede paa at vække Opsigt
ved Effekten end paa at tilfredsstille Trangen til
Poesi. Wilbrandts Messalina er en rent Makartsk Figur
og burde kostymeres nøjagtigt som Makarts Heltinder.
Hvad er det da, som. mangler Makarts Kunst i
Sammenligning med den Gren af den franske, der
lader sig sammenligne med den? Man føler det,
naar man mindes Billeder af Makarts Jævnaldrende
Regnault. Ogsaa Regnault elskede Farven som Farve
og svælgede i Farven som i sit Element. Men hos
ham var alt gennemstraalet af Liv. Hos ham var
Farvesymfonien kontrapunktisk fuldendt, medens den
hos Makart larmer som en hel Vagtparade. Hans Salome
paa Pariserudstillingen 1870 var et Farve-Kunstværk
i Gult. Væggen, op mod hvilken Salome sad, hendes
Atlaskesdragt, det Slør, hvori hun var hyllet,
Alt var gult; men hver forskellig Afskygning af
Farven i de forskellige Stoffer kom til sin Ret,
Grundtonen i den hele Farveskala var klangfuld og
skær - og saa var alt dette Gyldengule dog kun som
en stor Udstraaling af den sortøjede, sorthaarede
Asiaterindes eller Afrikanerindes Væsen. En Stemning
af østerlandsk Vildhed samlede Billedets prægtige
Elementer i en eneste Virkning. Makarts Catarina
Cornaro opløser sig i ypperligt
G. Brandes: Samlede Skrifter. XIV.
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
