Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
o<j iysK og
italiensk Skuespilkunst
enerne kræver Ikke ligefrem Skønheden I Skuespillet,
fordi de har Overflod af den; Tyskerne vurderer
den saa højt, fordi den er deres Savn. Italienerne
er fødte Skuespillere, Tyskerne ikke; Alt hvad en
Italiener og Italienerinde, der er blot nogenlunde
velskabt, gør med sine Hænder og ’Fødder under
Samtalen, klæder dens, medens Tyskeren lige som
Nordboen af Naturen er stiv eller kejtet. Det er
umuligt paa en Skueplads at se noget yndefuldere
end en ung italiensk Elsker som Salvadore. Hans
Holdning, Armbevægelser, Fingerspil har en henrivende
Naturlighed, en aldrig svigtende Gratie, og dette
Fortrin er særlig italiensk. Følgen er, at Italienerne
paa Scenen vover meget mere Uskønt end Tyskerne,
og at i Tyskland Glæden over Skønheden paa Scenen er
større end i Italien.
Marini spillede Sardou’s Heltinderoller med en
naturlig Adel. Det Ingénueagtige i Rollerne lykkedes
hende mindst; hun er en Dame paa omtrent 40 Aar
og større i Lidenskabens Udtryk og Udbrud end i
det Naive. Men hvor hun fik Lov at være sig selv,
Kvinde, ikke Barn, .dér var hun skærende sand. Hun
steg til den ædleste Højhed, hvor hun f. Eks. som
Dora i Brudenatten afviser sin Mand, da han, skønt
han mistænker hende for at have begaaet Tyveriet
af Statsbrevene, overvunden af hendes Skønhed vil
slutte hende i sine Arme. Hun agtede ingen Vedtægt,
det kostede hende intet at vælte en Sofa eller et
Par Stole med en pludselig Bevægelse eller ved et
pludseligt Fald. Men hun spillede aldrig ud til
Tilskuerne; hun s}rntes at have glemt dem eller at
ringeagte dem.
Fru Hedwig Niemann-Raabe spiller ikke Sardou’s
Heltinder med ringere Glans, men paa en helt anden
Maade. Flun er altid Ingénue. Hun er mindre, yngre,
langt smukkere end Marini. Talende mørkeblaa Øjne,
en Mund med de dejligste Tænder, en Afrodites Vækst,
en Stemme der kan hviske et «Hvor vilde jeg da
elske ham!» i de sagteste Fløjtetoner og som siden
under Visheden om den Elskedes Kærlighed har alle
Sprogets Harpetoner i sin Magt - det er de Midler,
hvorover hun byder. Desuden smittende Latter og Graad,
katteagtig Indsmigren og hvas Forstand. Som Andrea var
hun lige indtagende, hvor hun i barnlig Sorgløshed
keder sin Mand med Meddelelser om sine selskabelige
Adspredelser, og hvor hun i fuld Harme forekaster
ham Troløshed og Løgn.
Mangler var der imidlertid, og de samme, som al
nordtysk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
