Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Generalfeltmarschallen
51
tanke, men som er typisk for Moltkes Skrivemaade ved
den Ynde, med hvilken Stilen stiger fra almindelig
Brevstil til højtidelig Grebethed og atter synker til
elskværdig Skemt. Det findes i et Brev fra Diarbekir
til en Ven i Konstantinopel:
Havde jeg ikke havt Deres Champagne, saa vilde jeg
aldrig have kunnet slæbe vor tykke Divan-Effendi
fra Samsun til Karput; jeg stillede ham altid en
«Gymysjbasji» (et Sølvhoved) i Udsigt, naar han havde
redet flittigt og vi havde naaet Nattekvarteret.
I en stjerneklar Nat stod jeg nylig paa Ruinerne af
det gamle Romerslot Zeugma. Eufrat blinkede dybt under
mig i en Klippekløft og dens Brusen fyldte Aftenens
Stilhed. Da skred Cyrus og Alexander, Xenofon,
Cæsar og Julian i Maaneskinnet forbi; fra dette
samme Punkt havde de set Chosroes’s Rige hinsides
Floden? og set det netop saaledes; ti Naturen er
her af Sten og forandrer sig ikke. Da besluttede jeg
at ofre det store Romerfolks Minde de gyldne Druer,
som Romerne først har bragt til Gallien og som jeg
har baaret fra deres uhyre Riges vestlige til dets
østlige Grænse. Jeg slyngede Flasken ned der oppe
fra, den dukkede under, dansede paa Vandet og gled
med Strømmen ned mod det indiske Verdenshav. De har
imidlertid meget rigtigt sluttet, at jeg iforvejen
havde tømt den; jeg stod der som den gamle Konge af
Thule:
drak Livets sidste Glød og kasted det hellige Bæger
i Eufratflodens Skød. Jeg saa det som i Taage drikke
den gule Strøm; da sank mine Øjenlaage
jeg drak aldrig en Draabe mer. Ti Flasken havde havt
én Fejl; den var min sidste.
Det er Følelsen af Naturens Enshed, der giver Moltke
den historiske Videnskabsmands Blik. Hans Blik for
Terrænformer, hans Evne til at sammenligne Oldtidens
Beskrivelser med de virkelige Stedsforhold, lærer
ham at bestemme Beliggenheden af en gammel Valplads
med anderledes Sikkerhed end det kunde lykkes den
filologiske Tekstkritik alene, og derigennem at sætte
en historisk Skikkelse i et klarere Lys. Som det er
hans Fag at berigtige Landkort, saaledes formaar han
at rette Historien, godtgør f. Eks. ugendriveligt,
at det Slag ved Saxa Rubra som Constantin Aar 312
vandt mod Maxentius ikke kan være leveret ved den
Milviske Bro, efterviser Valpladsens Beliggenhed
og oplyser derved at Maxentius ingenlunde lagde en
Rasendes eller Fortvivlets Forblændelse for Dagen, men
havde sikret sig Veje nok til et muligt Tilbagetog.
4*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
