Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Generalfeltmarschallen
jeg nedlagde Indsigelse, da man kaldte Moltke en
Blodhund; men hvor ugerne tænker man paa alt det
Blod, han har ladet flyde, eller paa alle de haarde
Befalinger, som denne af Naturen saa humane Mand har
følt det som sin Pligt at udstede. Han er stor nok
til at fordømme Krigen og dens Rædsler; han søger en
ufuldkommen Trøst i den Forestilling, at et stærkt
Tyskland er den bedste Borgen for Fred i Evropa; men
iøvrigt er han, som det lader sig forstaa, paa dette
ene Punkt, i sin Betragtning af Krigen, slagen af en
Usikkerhed, som han paa intet andet Punkt røber. Den
store, gennemdannede Personlighed ser i Krigen et
Barbari - det tyske Riges Feltmarschal kan ligefuldt
ikke tænke sig en Tid, hvor der ikke længere skulde
være Brug for en Hær.
Denne Modsigelse er paa en meget slaaende Maade kommet
frem i offenlige eller offenliggjorte Udtalelser af
ham. I et Brev til Fredsligaen erklærede Moltke det
nylig for en Utopi at ville afskaffe Krigen, som han
kaldte et Element i den af Gud indsatte Ordning,
og i en Rigsdagstale fra 1868 sagde han: «Ad den
mellemfo]kelige Forhandlings Vej vil man aldrig komme
til Af-* væbning; Krigen er kun en Fortsættelse af
Politiken ved andre Midler.» Men i sin Rigsdagstale
24. April 1877 erklærede han: «Selv et lykkeligt
Felttog koster mere end det indbringer; ti at købe
udvortes Goder ved Menneskeliv kan ikke være nogen
Vinding^ og i et Brev til en Arbejder i Liebstadt, der
havde bedet ham virke hos Kejseren for en Nedsættelse
af Hærens Styrke, skrev han med endnu stærkere Udtryk:
«Hvem deler ikke det inderlige Ønske at se de tunge
Militærbyrder lettede, som Tysklands Verdensstilling
midt imellem de mægtigste Naboer tvinger det til at
bære. Ikke Fyrsterne eller Regeringerne sætter sig
derimod; men lykkeligere Forhold kan først indtræde,
naar alle Folkeslag naaer til den Erkendelse, at
enhver Krig, ogsaa den sejrrige, er en national
Ulykke.*
Da Moltke skrev disse Ord, maa han have følt
Vemod. Han har som faa Mennesker paa Jorden havt
Lykken med sig i store Foretagender, men selve denne
Lykke viser sig for hans Grubien som Ulykke, en mindre
Ulykke, der afbøder en større.
Aldrig har han taget Lykken forfængeligt. Aldrig er
hans Storhed steget ham til Hovedet. Han føler sig
baaret af en historisk Strøm, styret af en Magt,
hvis Navn han ægte Goethesk lader staa hen, men som
han hævder. I denne Aand var det at han i 1871 i sit
Brev til Digteren O. v. Redwitz tilbageviste en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
