Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Sonnenthal
for sig, Hertugen af Aleria’s, den letsindige,
livsglade Levemand, der med al sin Færdighed i at
sætte sine og Andres Penge overstyr er saa elskværdig
og retskaffen, trofast Broder, ridderlig Elsker og
kærlig Søn. Efter George Sand’s Vis er her alle de
optrædende Personer ædle og brave, saa den følsomme
Diktion formelig strømmer over af Inderlighed. Midt
i dette vaade Føleri vader da Sonnenthal som Hertugen
om, overgiven, spillende, skemtende, snart fræk, snart
selvironisk, hvirvler sine Repliker ud til alle Sider
og gør alle de Veklagende lykkelige tilsidst. Det
var et meget nydeligt Skue, men noget tomt.
En sand Kunstnydelse var det derimod at se ham
som Risler i det efter Alphonse Daudets bekendte
Roman Fromont junior og Risler senior forarbejdede
Drama. Romanen, der i sig selv intet Mesterværk er,
har Bearbejderen ganske jammerligt for-skaaret for
at gøre et Skuespil ud deraf. Men ved Sonnenthals
geniale Spil blev Stykket et Kassestykke.
Man havde Møje med at kende ham igen, da han traadte
ind paa Scenen som Risler. Hvor var hans slanke
Skikkelse at finde i denne ærlige, bredskuldrede,
lidt krumryggede Arbejders Krop med de svære Hænder,
og var det virkelig Sonnenthals Hoved, dette runde,
aabne og saa uendeligt godmodige Aasyn i en Sky
af gult, krøllet Haar? Helt igennem følte man den
talentfulde Arbejder, Opfinderen, der har arbejdet sig
op til Velstand og Anseelse, men som føler sig utilpas
i sine Festklæder. Det var i høj Grad rørende at se
hans Dans, da han paa sin Bryllupsaften maa danse
Salen rundt en Gang med sin Gom-pagnons ædle Frue;
han var kejtet, usikker og med alt det saa værdig;
endog Svimmelheden, der afbryder Dansen, klædte
ham. De første Akter Mgennem vedligeholdt han uden
megen Afveksling det samme inderligt godlidende,
faderlige Udtryk. Han var det store, tankefulde
Barn, der intet forstaar af, hvad der sker omkring
ham. Publikum, som plagedes af de andre Rollehavendes
middelmaadige og tildels lavtliggende Spil begyndte at
blive træt. Bifald lød slet ikke. Da kom Optrinnet,
hvori han af Kassererens Kulde og Tavshed gætter sig
til Alt: Husets forestaaende Fallit, hans Gompagnons
Forræderi, hans Hustrus Utroskab; han er ved at
kvæles, river sit Halstørklæde op, er nær ved at
dø. Musiken fra Ballet høres oppe fra; med hæs,
stønnende Stemme kalder han sin Hustru ned. Det var
den simple Arbejders frygtelige Vrede. Hvor maa han
bekæmpe sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
