Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stemningspessimismen
149
Socialismen. Det undrer efterhaanden Tyskerne
selv. Redaktøren af ét af vore Ugeskrifter sagde
nylig til mig: «Det er dog kuriøst, at der aldrig
i Tyskland har været skrevet saa enstemmigt mod
Pessimismen som nu, da alle Mennesker, man taler med,
er Pessimister. >
Skønt Stemningspessimismen, der nu breder sig saa
stærkt og kommer saa hyppigt til Udbrud, er højst
forskellig fra Pessimismen som Lære, mod hvilken
der skrives og fejdes, kan jeg godt forstaa, at
de begge hyppigt slaas sammen; den gennemgaaende
Følelse af Ulyst ved Livet forveksles naturligt
med en vis given Lære om Livets Uværd. For Mængden
tager det sig ud, som var den sidste bygget paa
den første. Og dog gælder dette kun om Schopenhauer
ubetingede og storstilede Pessimisme, der udmunder
i fuldstændig Uvirksomhed, ingenlunde om Eduard von
Hartmanns mere sammensatte Lære, der netop paakalder
Handlekraften, og mod hvilken der ikke des-mindre
bestandig skrives ud fra Forestillingen om dens
Ned-bryden af Handledygtighed og Mod.
Den Forveksling, hvorom jeg taler, er bl. A. begaaet
i et Skrift Om Tyskland af Hr. Claes Lundin,
som indeholder mangen træffende Ytring om tyske
Tilstande; men man gaar ikke Forfatteren for nær
ved at finde hans Skarpsynthed større for ydre
Sæd og Skik, ydre Former og Forhold, end for hvad
der foregaar i Hjerner og Hjerter. Lundin nærer den
fejlagtige Anskuelse, at den Hartmannske Pessimisme,
som han mener at være stødt paa i den Berlinske
Dameverden, ytrer sig som «Ver-denssmerte», som
(affekteret eller oprigtig) Fortvivlelse, der
følgerigtigt burde føre til fuldstændig Selvopgiven;
han véd ikke, at denne Pessimisme efter sit Væsen
tilstræber Kulturfremskridtet, overhovedet er
afgjort idealistisk, og han ser ikke, at den netop
ved sin Idealisme, der er saa fjern fra Blaserthed
og Ligegyldighed, er en udpræget tysk-national
Foreteelse, maaske en af de mærkeligste, det tyske
Folk for Tiden har at opvise.
Dette udelukker ikke, at efter min Overbevisning
det egenlig Pessimistiske i denne Filosofi, særligt
i dens Hartmannske Form, er uden videnskabelig
Værdi. Pessimismen som saadan er den Lære, at Livet
er et Onde, at det var bedre, ikke at være til, eller
anderledes udtrykt, at den Verden, vi kender, i Bund
og Grund er slet. Denne Lære er ikke blot ubevislig
og ufrugtbar, men hvad værre er, den er dybest inde
uklar. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
