Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154 Kulturfremskridtet og
Lykken
Liberalismen, der som sagt ansaa det for sin Opgave at
sikre det størst mulige Antal den højest mulige Lykke,
betegnede sig i de fleste Lande som Fremskridtsparti,
idet den gik ud fra den umiddelbare Overbevisning om,
at den ved at arbejde for Massernes Lykke arbejdede
for Kulturfremskridtet og omvendt. Den ansaa uden
videre Tvivl eller Grubien disse to Udtryk for
omtrent enstydige. At de to Begreber imidlertid
ikke uden videre dækker hinanden, er en Sandhed,
som ikke længe kunde blive skjult, og som man
hyppigt nok i Samtale mellem Mand og Mand hører
antydet. Hvem husker ikke Ytringer eller har ikke
ladet falde Ytringer, som betoner, at denne eller hin
Kultursandhed neppe bør meddeles Menigmand, da den
kun vilde gøre ham ulykkelig, eller at en moderne
videnskabelig Indsigt ikke bør prækes paa Torvene,
da Folket, som har det haardt nok, bør beholde sine
Forestillinger i Fred osv. Denne Indvending er navnlig
saavel i katolske som i protestantiske Lande den
ufravigelige, selv fra liberale Politikeres Side, imod
Fattelig-gørelse af den moderne Religionsvidenskab
og Religionskritik, og vil man se efter, ligger den
Antagelse bag den, at dersom man for enhver Pris
vil fremme Kulturfremskridtet, gør man Menneskene
stedse mindre lykkelige, og omvendt, dersom man for
enhver Pris vil fremme Massernes Lykke, maa man give
Kulturfremskridtet til Pris.
Det er især, siden Socialdemokratiet er optraadt, at
den foreløbige Strid mellem Liberalismens to Formaal
er bleven aabenbar. Socialisterne er begyndte med
at tale højt om Massernes Lykke og har samtidig
nu og da ladet haant om Kulturfremskridtet. Den
uvilkaarlige Følge heraf har været den, at de Liberale
eftertrykkeligt betonede Nødvendigheden af at sikre
Kulturfremskridtet (mod «moderne Hunner og Vandaler*)
og samtidig lod Bekymringen for Massernes Lykke træde
tilbage.
At der imidlertid skulde være en grundsætlig Strid
imellem dem, at man skulde være tvungen til at
vælge et af to, enten Formaalet: Kulturfremskridt
eller Formaalet: størst mulig Lykke for det størst
mulige Antal, det er Noget, som aldrig er faldet
hverken Liberale eller Socialister ind. Trods al
deres Uenighed staar de paa denne fælles Grundvold -
og jeg for min Del mener, at de heri har Ret.
Imod dette Punkt er det nu, Hartmann retter et
kraftigt Angreb. Socialdemokratiet, siger han, er
Liberalismens nødven-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
