Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kasteadskillelsen
237
kalder sig Kristne og anser sig derfor. De tror
at sværme for den kristelige Lighed, ivrer mod de
Ugudelige, der ikke vil forstaa det Skønne og Store
i den Tanke, at alle Mennesker er Brødre og Søstre;
de gaar til Alters og udtrykker ved den sindbilledlige
Handling, at alle Mennesker bør spise af samme Brød
og drikke samme Drik og saaledes være lige. Og saa
gaar de hjem eller ud til Middag, og ikke blot sætter
de sig paa Stolene, medens Lakajerne staar bag dem,
men man tænke sig, hvilket Ansigt de vilde sætte op,
hvis det Utænkelige indtraadte, at deres Broder i
Kristo bag Stolen vovede at blande sig i Samtalen
eller henvende andre Spørgsmaal til dem end det,
om de ønsker Scharlachberger eller Chåteau la rose.
En af Hovedaarsagerne til Kasteadskillelsens
Styrke i Tyskland maa søges i Literaturens, særlig
i Filosofiens Ejendommelighed. Det er et Lands
Filosofer, som bryder de Fordomme, hvorpaa Kaster
beror, og i Tyskland har næsten alle Filosoferne
været Embedsmænd, været Professorer. Naar man undtager
Schopenhauer, der levede som Privatmand, og Fichte,
der havde utallige Bryderier med sit Professorat,
har de alle drevet Filosofien paa Embedsvegne. Det
samme gælder om de store Rets-, lærde og de sociale
Tænkere. Heri ligger, at de kun sjældent har udviklet
Karakter. Den hensynsløse Energi og Fasthed, der
udmærker de store engelske Filosofer, den hensynsløse
Dristighed, der udmærkede de franske, findes og
fandtes ikke i de tyske filosofiske Professorers
Systemer. Tyskland havde i Leibniz en Spytslikker
in folio; det har ingen Voltaire havt, ingen Locke,
ingen Hume, ingen Stuart Mill. Har Tyskland nu
og da en enkelt helt uafhængig Tænker, da er han
som Schopenhauer lidet tiltalende af Karakter og
menneskefjendsk.
Jeg tænkte derpaa, da for nogle Aar siden et tysk
Flyveskrift kom ud, der sammenlignede Gneist med
Stuart Mill. Hvilken Sammenligning! Den prøjsiske
Professor er en udmærket og fejret Retslærd, men
der er noget i ham af en Snob. Det synes som om
hans Maal er det at blive Minister, et temmelig
underordnet Maal. En høj Intelligens og en svag
Karakter. Mill derimod er Legemliggørelsen af
Alt, hvad det 19de Aarhundrede har frembragt af
ubetinget Sanddruhed, glødende Retfærdighedsfølelse
og Uafhængighedsaand. Der gaar mange Gneist’er paa
en Stuart Mill.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
