Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268 Et Dukkehjem
i Berlin
Niemann-Raabe har flere Naturbetingelser for
at fremstille Nora i hendes Barnetid end nogen
Skuespillerinde i Norden. Hun har ikke blot trods
sine fyrretyve Aar et henrivende Ydre og et uendelig
udtryksfuldt Ansigt, men hun er som overladet med
elektrisk Kraft. Ungdom, Liv og Livslyst, Friskhed og
Skelmeri lyser og gnistrer ud fra hendes Skikkelse,
hvor hun gaar. Hun var uimodstaaeligt naturlig, saa
længe hun var Barn. Det vanskelige Optrin med Rank
spilte hun med sand kvindelig Ynde. Første Gang,
hun svigtede, var i Tamburinscenen. Hun havde ikke
Mod til at spille den, gjorde kun et Par Dansetrin og
faldt tilbage. Hun forsømte at klæde sig om før det
lange Slutnings-opgør og sagde sin Mand alle de sorte
Sandheder i en italiensk Bondepiges spraglede Kostyme,
altfor langsomt og uden overbevisende Kraft. Publikum
tabte Taalmodigheden.
Hr. Keppler, en fortrinlig Skuespiller, gav Helmer med
den rette Værdighed, men faldt helt sammen i tredje
Akt. Det uhyggelige sanselige Optrin efter Ballet
vovede han, efter at have lagt formeget Eftertryk
paa Fuldskaben, ikke engang at antyde, og blev blot
rørende. Der var tilsidst slet ingen Stil i hans
Spil. Den ironiske Dr. Rank - Hans Majestæt Døden -
var gjort modbydeligt følsom og virkede paa Nerverne
som Synet af et klynkende Hospitalslem. Man kan da
forsaavidt ikke undre sig over, at Dramaets Fortrin
ikke kom til deres Ret.
Dog saa Meget blev mig ved denne Opførelse klart,
at Publikums Mishag med Stykket her som overalt i
Tyskland beroede paa endnu mere sammensatte Forhold.
Man medbringer her selvfølgelig ikke det
bedste nordiske Publikums Ærefrygt for Digterens
Betydning. Han er de aller-færreste bekendt af Navn,
og Tilskuerne ser af Plakaten, at han er fremmed og
ikke tilhører nogen af de Nationer, til hvis Kultur
man ser op; han er følgelig forud mistænkt for at
være en middelmaadig Størrelse. Man aner i Reglen
ikke, hvor meget et Stykkes Optagelse beror paa den
Tillid til Forfatterens Navn, der medbringes. Hvis
Goethe’s Tasso opførtes paa et nordisk Teater uden at
man kendte Digterens Navn, vilde det upaatvivlelig
gøre Fiasko. Goethes Die Geschwister eller hans
Stella vilde i Danmark ikke kunne spilles til Ende;
man vilde hysse og pibe sig hæs. Dobbeltægteskabet,
med hvilket Stella i sin oprindelige Form slutter,
vilde fremkalde en Storm af sædelig Godtkøbs-Harme
eller en Haanlatter, som vilde ryste Huset. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
