Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
Musik. Teater, Kunst
Først havde vi Liszt og Lisztfesten. Efter mange
Aars Forløb gæstede Franz Liszt, en Mand, som synes
os nulevende at gaa med Hovedet i en stedse voksende
Straalekrans af Ry, paany Berlin og hyldedes af sine
Beundrere med en Formiddagskoncert i Central-Hotellets
store Vinterhave, ved hvilken kun hans egen Musik blev
udført. Liszt har levet saa længe og saa meget, har
virket saa dybt, har alt for 50 Aar siden fortryllet
saa mægtigt, han hører saa ganske Historien til,
at man uvilkaarligt undrer sig over, han endnu gaar
om iblandt os. Han er ^ligesom en Afdød, der til alt
Held endnu er i Live» (som det allerede for ti Aar
siden hed i et Skrift om hans Virtuositet); han er en
levende Myte; hans Navn fremkalder for Erindringen som
en Farve sin Udfyldningsfarve, store Dødes, Heinrich
Heines, George Sands, hans fordums Venners; det har
efter sig et Slæb af berømte og uberømte Kvindenavne
fra Daniel Stern’s til endnu Levendes, hin Fyrstindes
f. Eks., som fik Paven til at erklære sit Ægteskab
for ugyldigt, og som Liszt lønnede med at gøre sig
til Abbed; Sagnene hænger som i Blomsterkæder ned
fra dette Navn.
Tre Kvarter før Festens Begyndelse var det mægtige,
drivhusagtige Rum med sine kæmpestore Palmer og sine
Forhøjninger med vedbendsmykte, blomsterduftende
Rækværk fyldt med Tusinder af Tilhørere. Under den
uhyre Glashvælving, som danner Taget, var det Berlin
forsamlet, der tænker og digter, maler og hugger,
spiller og synger, pynter sig og gør Opsigt,
tager sig ud og beundres, gerne hylder og gerne
hyldes. Da Klokken nærmede sig hel, indtraadte en
dyb og forventningsfuld Tavshed, som kun afbrødes
af Fuglenes lystige Kvidren under Taget. Da Liszt
viste sig paa Forhøjningen ved Siden af sin Værtinde,
Grevinde v. Schleinitz, fulgt af sin Datterdatter
Frøken v. Bulow og et helt lille Følge, rejste alle
sig; der lød et kraftigt, fuldt-tonende Leve, og
Musiken faldt ind med en Fanfare. Hvem kender ikke
denne Holdning og dette Hoved med den lange hvide
Manke, hvis Fald saa mangen musicerende Stymper har
stræbt at efterligne. De store Vorter virker i dette
mærkværdige Ansigt som Skønhedspletter. Blikket er
en Swedenborgs eller Cagliostro’s, Smilet paa engang
vindende og højtideligt. Liszt er en af de Faa, som
formaar at forene det Menneskelige med det Højtidelige
i sit Væsen. - Besynderligt nok holder denne Klaverets
Genius, denne Mand, der alt som Yngling uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
