Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
Sand
LV
Sand
22. September 1881
Sand! Sand! Sand! Der raabes med Sand under mine
Vinduer, saa skingrende og saa haardnakket, at det
næsten er umuligt at samle Tankerne under denne
Musikledsagelse.
Kejsermødet i Danzig . . . Sand! . . . Revuen
i Itzehoe . . . Sand! . . . Kejserforgudelsen
. . . Sand! . . . Form ælingshøj tidelighederne i
Garlsruhe . . . Sand! Sand! Man kan lige saa gerne
opgive at skrive.
Raabet med Sand er, lærerigt nok, det eneste
Gaderaab, der er tilladt i Berlin. Det maatte være
saaledes. Sand, det er Byens Løsen og Vartegn. Den
er bygget paa S.and, og der er Sand i dens Luft. Der
er for Tiden ogsaa Sand i dens aandelige Luftlag og
i dens Herskeres Politik.
Røg! hedder en berømt Roman af Turgenjev, en Roman
om Rusland. Alt forekommer tilsidst Bogens Helt
som Røg, hans eget Liv, det russiske Folks Liv, alt
Menneskeligt, men især alt Russisk, «Røg og Dunst er
det Alt», siger han til sig selv, «evig Omskiftelse og
evigt det samme, alt farer og stormer et eller andet
Sted hen, og al Ting forgaar sporløst; en ny Vind,
og Massen kastes over paa den modsatte Side.»
En Roman om det nuværende Tyskland burde hedde
Sand! Det er kun faa Dage siden, at en af mine
Bekendte, en indfødt Tysker, og en af Tysklands
fineste Skribenter, uden at ane, i hvilken Grad hans
Tanke traf sammen med min, sagde til mig: «Véd De -
det er underligt - naar jeg i de sidste Aar taler med
Menneskene af Gennemsnittet her, Mænd eller Kvinder,
saa har jeg en Følelse, som om jeg aad Sand. Det er
en frygtelig indre Tilstand.» Jeg forstod ham kun
for godt. Sandet er snart grovt, snart fint, snart
begravet under Brosten, snart bedækket med et tyndt
Lag Muldjord, men det er goldt, det er tørt, dets
knitrende Raslen er en uhyggelig Lyd, og det er en
afskyelig Fornemmelse at føle det fylde Ens Lunger.
Goethe kalder et Steds et Menneske uden indre Hold «en
Tarm, fuld af Frygt og Haab» - et Udtryk, Mesteren
værdigt. Det var umuligt bedre at betegne de arme
Stympere, der be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
