Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stadbanen
341
holdes, gaar saa Banen langs Georgenstrasse til
den ved sit Omfang overvældende Hovedbanegaard
Friedrichsstrasse, der flankeret af to hæslige
Taarne hæver sig til en Højde af 27 Meter over
Brolægningen. Dens Perronhal, der spænder over
fulde 40 Meter, er næst Hallen i den nys opførte
Anhalter-Banegaard den bredeste i Berlin, og
overtræffes med Hensyn til Højde ikke af nogen paa
Jorden. Den faar dels sit Lys fra oven, dels fra
Sidevinduer i Rundbuestil. Bygningens Indre udmærker
sig ved en klar og hensigtstjenlig Ordning; man
er, naar man træder ind, intet Øjeblik i Tvivl om
til hvilket af de forskellige Billetudsalgs-Steder
man skal henvende sig. De brede lave Rum med deres
Hvælvings-Systemer og middelalderlige Arkitekturformer
minder om Korsgangene i gamle Klostre. Des stærkere er
Virkningen paa Sindet derfor, naar man ad den brede
Granittrappe stiger op til Perronhallen; ti til en
formelig svimlende Højde løfter uden nogensomhelst
Understøttelse Buen sig over det lyse Rum, i hvilket
Menneskene tager sig smaabitte ud.
Fra Friednchsstrasse gaar Banen saa over en vældig
Brobue af Jern, der er den største i Berlin og
en af de største i Tyskland, henover Spreefloden,
Denne Bue spænder over 50 Meter. Snart naaer man det
lille Holdested, som er bygget opad den nysopførte
Pragtbygning Lehrter Banegaard og derfra gaar Vejen
videre bort fra den gamle Stad ud mod de smilende Egne
med herskabelige Villaer og smukke Landskabsformer,
som betegnes ved Stations-Navnene Bellevue, Zoologisk
Have, Charlotten-burg og Westend
At nu dette Kæmpeværk efter sin egenlige Hensigt kun
er et storartet Befordringsmiddel for Tropper, det
gaar hurtigt i Glemme, naar man dagligt har Anledning
til at iagttage det i Virksomhed; ti det fornemmes
som et af den store Bys uund-værligste Organer. Neppe
er det der, før det forekommer En, som hørte det
nødvendigt med og ikke kunde tænkes borte. Sætter
man sig i Vinter-Eftermiddagens Mørke paa en Bænk i
Thiergarten i Nærheden af et af de Steder, hvorfra
Stadbanetogene ses, saa virker den regelmæssigt
hver tiende Minut tilbagevendende Susen af Toget og
Glimten fra Lokomotivet forunderlig mægtigt. Det er
som hørte man Verdensstadens dybe stærke Aandedræt,
som saa’ man den med Ildcifre paa den mørke Himmel
markere hver lille Tidsenhed af sit Liv.
Det er som et uhyre Urværk, hvis Sikkerhed aldrig
svigter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
