Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schillers Wallenstein
371
Jeg har aldrig kunnet lide disse to Figurer. Hos
Meiningerne blev de endda begge spillet usselt og
højtravende; men alligevel er der - for den, der ret
fordyber sig i Schillers Væsen og som rigtig fatter,
hvad han har ment - noget smukt endog ved dette
Par. For Schiller var Max-Thekla Mellemspillet det
Egenlige, det Poetiske i Wallenstein, han kalder
det i Nov. 98 i Brev til Goethe «den digterisk
vigtigste Del af Wallenstein*, den er, siger han,
helliget Kærligheden, som ved sin frie, menneskelige
Natur fuldkomment skiller sig fra den øvrige Stats
Handling, ja efter sin Aand er den modsat. Alt
det øvrige har han først «skaffet sig fra Halsen*,
før han begynder Udarbejdelsen af dette indskudte
Parti. Man ser allerede heraf, paa hvor svigefuld
en Grundvold han stillede sig. Han gik ud fra, at
Kærlighedens Væsen til alle Tider var det samme,
han holdt Fremstillingen af det Erotiske for den
poetiske Hovedsag endog i Wallenstein. Han gav da her
sin personlige Stemning Tøjlen, gav i den følsomme,
grundmenneskelige, pligtkære, højsindede Ryttergeneral
sit Ideal af aaben Sandhedskærlighed og ødelagde ved
denne ligefremme Meddelelse af et formentligt Ideal
paa flere Punkter sit Stykkes Virkning. Max er der
for at gaa tilgrunde, for at røre Tilskueren ved
Synet af det Ideales nødvendige Undergang her paa
Jorden. Han er hvad Theodor Korner, en anden Søn af
den Schillerske Genius, blev i den virkelige Verden.
Max maa spilles, saa man føler, at Schiller selv
stikker i hans Hud; men hvad der skal betegne den
djærve Rytteroberst, maa Skuespilleren lægge til af
sit Eget og saaledes fuldstændiggøre Digteren. Thekla
bør spilles saadan, at man alt i Barnet føler
Prinsessen dæmre, der kan beherske sig, tie, elske
Æren .mere end Lykken og gaa til Grunde med sin
Elskede. Men uden en Rollen overlegen Kunst vil den
som Helhed ikke være til at redde. Det gælder om at
lade Tilskueren føle det ejendommelige Schillerske
Sortsyn gennem Skikkelsen. Den maa anlægges paa de
sidste Ord i Theklas Enetale om Skæbnen, der raa og
kold kaster den Elskedes Skikkelse under hans Hestes
Hove - «det er det Skønnes Lod paa Jorden».
Det hele Stykke drejer sig om Schillers Skæbnetro, der
halvvejs var den græske Oldtids i Tragedierne udtalte,
halvvejs hans Samtids Blik for den Nødvendighed,
Aarsagssammenhængen avler. Denne Skæbnetro gennemløber
i hans Dramer mange Udviklingstrin, men i Wallenstein
er den sandest og størst. Her
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
