Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schiller og Shakespeares Skygge
375
stak Evner og Kræfter, som de store Digtere ikke
besad og fuldstændig underkendte.
Goethe og Schiller var begge to begyndte som ubændige
Naturalister, Goethe med Gotz, Schiller med Cabale
und Liebe; det sidste endda et borgerligt Drama. Men
til de store Mænds Ulykke fandt de intet i deres
Samtid, der kunde begejstre en Digter. Tysklands
over al Beskrivelse elendige Statsliv og kummerlige
Samfundsliv afskrækkede dem fra samtidige Æmner. Der
var ingen Opgaver i Virkeligheden for den Enkelte;
derfor ingen Plads for Geniet. Teatret var det eneste
Sted, hvor den, som ikke var fyrstelig født, kunde
gennemleve Menneskelivet Da der intet Samfund var at
virke i, fik al Virksomhed nødvendigvis Form af Kamp
mod Virkeligheden eller Flugt fra Virkeligheden.
De to store Digtere undflyede Virkeligheden. De
saa bort fra deres Omgivelser, deres Samtid, tænkte
aldrig paa at vælge deres Skuespilstoffer ud af den,
men tænkte fremfor Alt paa Kunsten. Medens Hjemmets
Grund gled bort under Fødderne paa deres Skuespillere,
fortabte de sig i rent formelle Spørgsmaal. De
forkyndte formelig Kunstens fuldkomne Uafhængighed
af Naturen. Goethe skrev Studier i Oldtidens Stil,
sindbilledlige Skuespil, Allegorier som dem, der
fylder anden Del af Faust, Schiller beundrede denne
hans Bestræbelse, beundrede endog Den naturlige
Datter, skrev selv Polykrates’s Ring og Dykkeren for
at genoplive den antike Skæbnetro, ja taler i sine
Breve til Goethe om, at man i Grunden burde indføre
sindbilledlige Begreber istedenfor Personer i sin
Skuespildigtning.
Det tyske Publikum vendte de to høje Kunstnere
Ryggen. Og medens disse sad sysselsatte med den græske
Oldtids Tankesæt, tilfredsstillede de halvdannede,
almenfattelige, formanende, «kristelig-moralske»
Naturefterlignere Publikums Læse- og Skuelyst med
Fremstillingen af en Hverdagsvirkelighed. Kotzebues
Menneskehad og Anger blev et evropæisk Yndlingsstykke,
Goethes Tasso og Iphigenia kunde man i Weimar selv
kun opføre én Gang hvert tredje, fjerde Aar. Under
disse Forhold var det, at Schiller lod Shakespeare’s
Skygge spørge sig for om de tyske Teatres Tilstand og
til sin Forundring erfare, hvilke Hverdagsmennesker
og Hverdagshændelser der fyldte Skuepladsen her.
Digtet er ganske sikkert noget af det Vittigste,
Schiller i sit Liv har skrevet. Lige fra Udfaldet
mod dem, der kun kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
