Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416 Julius
Lange
og Sværmere susede i Vejret og faldt ned i en
broget Ildregn. Efter et Kvarters Forløb standsede
Spektaklet, de sidste Gnister var slukte, og Alt
blev meget stillere end før. Faa den anden Side
laa nu Masserne af Træer og Huse og spejlede sig i
Vandet saa klart, at Skygge- og Legera-Verden syntes
lige legemlige og lige meget Taagebilleder. Det
Tiltrækkende ved Skuet beroede imidlertid paa
Bevidstheden om, at disse luftige Omrids af jordiske
Ting ikke var hvad de lignede, Laternamagica-Billeder,
men lutter Virkelighed, og at Skumringen her dækkede
over noget saa tilforladeligt og hemmelighedsrigt
som hele Christianshavns By, der laa dér forædlet og
forvandlet.
Men Julius Lange havde endnu Fyrværkeriernes
Knitren i sine Øren og deres Raketters Fald for
Øje. Hvor forunderligt, sagde han, at dette er en
ganske almindelig Søndag, under hvilken Kjøbenhavn
udfolder saa megen Festlighed; man skulde tro, det
var en Kroningsdag. - Det glæder mig, lød Svaret,
at der er Sans nok for det Uvirkelige tilbage til
at Folk kan more sig med Fyrværkeriers Glans og
Knald eller staa tidligt op første Pintsedag for at
se Solen danse. Dette sidste kan endda neppe kaldes
Øjenlyst. Menigmand har den grovere Øjenlyst, vi den
finere.
Han betragtede Landskabet, nød Freden i Naturen
og udbrød: Føler du dig ikke under Saadanne
Omstændigheder opfordret til at opgive Omgangen
med dine interessante, farlige Venner og din altfor
redebonne Latter og Søren Kierkegaard?
Jeg blev forundret, dels fordi Søren Kierkegaard
slet ikke kom den Sag ved, dels fordi jeg ikke havde
ventet en saa personligt nærgaaende Udtalelse; men
jeg følte mig desuden ikke ramt; de Bekendte, som
Ytringen sigtede til, havde aldrig havt nogensomhelst
Indflydelse paa mig, og den mig selv ret pinlige,
næsten Ørvaroddsagtige Lattermildhed kunde jeg ikke
ved et Forsæt lægge af. Jeg gav da et afbøjende
Svar. Men han vendte tilbage til mine Ord om den
finere Øjenlyst, vi i Aften og i Reglen nød, og sagde:
Føler du ikke, at det er pinegalt, som vi to her og
ellers stadigt bærer os ad, at se paa Alt fra den
æstetiske Side, kun agte paa, hvordan det tager sig
ud? - Jeg følte det ikke, og det ramte mig ikke,
fordi jeg netop havde mange andre Synsmaader til
daglig Brug; jeg bøjede atter af. Men han kom igen
tilbage til, hvor ugudelig vor Livsbetragtning var,
denne blotte Skønhedssøgen og Skønhedsglæde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
