Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Lange
467
De tager saa forskrækkelig massivt paa en luftig
Bemærkning, at jeg har maattet vænne mig til en for
mig og Andre højst kedelig Direkthed og Tydelighed,
hvortil jeg forøvrigt slet ikke er vant. End ikke
Skoledrenge behøver den, men gamle livs-erfarne
Folk trænger til den. De er overhovedet forfaldne
til Positiviteter. Ræsonnement er aldeles ubrugbar
Vare her. Dialektik kendes aldeles ikke, jeg vil
ikke sige «end ikke af Na.vn», men den kendes ikke
engang af dagligt Brug. Derfor betragter jeg det
som en Vederkvægelse at tale med Philip Weilbach,
der er saa forgabet i Dialektik som en Rotte i sød
Ost. Dog tror jeg ikke, at han nyder Genkærlighed. -
Du skrev nogle Ubehageligheder om mit Figentræs
Stil. Det kan ved Gud gerne være muligt, at du
har Ret, men jeg véd af Erfaring, at Stil tager
sig forfærdelig slæbende ud for den, som skriver
en Andens Arbejder af. Jeg havde virkelig en vis
Angst for Faders Stil i lang Tid, fordi jeg kendte
hans Ting deraf, at jeg havde skrevet dem af. Da jeg
senere læste hans Bøger, fandt jeg Stilen ingenlunde
udtværet, men fast, gedrungen og kontinuerlig. Du
finder den jo ogsaa god. - Spørgsmaalet har in casu
virkelig Interesse for mig, ikke fordi jeg sætter
nogen Ære i at kunne skrive moralske Historier i
Andersens Manér, men det er mig ikke ligegyldigt,
om jeg kan skrive en god Stil eller ikke.
Du skulde se en Freskodreng med en Krans paa,
som hænger henne i Akademiet S. Luca, hvor jeg
var i Formiddag, og som Raffael havde malet et
Sted i Vatikanet, hvorfra den senere er afsavet
og skænket til S. Luca. Han stikker næsten de smaa
Engle under den sixtinske Madonna ud, saa yndig er
han. Tizians Billede, som jeg før skrev dig om,
er vist frem-staaet af Bestræbelsen for at hæve
ved Modsætningen, som saa meget karakteriserer
hele den venetianske Skole, og hvori saa meget af
Hemmeligheden ved dens Farvevirkning (skønt ikke hele
Hemmeligheden) bestaar. Paul Veronese, der har de
specielt venetianske Egenskaber saa stærkt udviklede,
at han næsten ikke tager sig ud som Landsmand af de
øvrige Italienere, skal ikke gerne male en Venus uden
at anbringe en ækel Satyr ved Siden af hende eller en
skøn bibelsk Kvinde uden at faa en Negerinde klods
op af hende. Den Trafik har jeg da flere Eksempler
paa. Tizian staar jo den store italienske Kunst
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
