Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
494 Julius
Lange
kunde have saaledes (i det Hele er Goethe meget
moderne i sin Skildring af en Artemis-Præstindes
tjenstlige Forhold til sin Monark). Hvad der sætter
G.s Drama i Bevægelse eller opholder dets Bevægelse,
er ideligt det Subjektive ved Motiverne. Han bringer
ind i Stoffet en stærk Karakter-Kontrast imellem
Orest og Pylades. Han meddeler Orest ogsaa inde i
Artcmis’s Lund et Fysiognomi, hvorpaa Ulykke og Rædsel
staar malede, en Tro paa, at han besmitter Alt og
bringer Ulykke med sig, hvor han gaar o: hans Ulykke
er bleven indvortes, subjektiv. Orests Helbredelse,
som er Goethes ypperligste og interessanteste Motiv,
foregaar i hele sin psykologiske Udvikling paa Scenen,
og er i sit Væsen ligeledes rent subjektiv, idet det
er den genvaagnende Familiekærlighed, Broderkærlighed,
som jager Eumeniderne bort. Her trækker Goethe en
objektiv Opgave fra, som Euripides har, nemlig den
at bemægtige sig Artemis’s Billedstøtte, hvorimod han
skaber en ny subjektiv Opgave, den at bringe Ifigenias
rent indre Forhold til den bejlende Konge i Rigtighed
(Ifigenia: Allein mein eigen Herz ist nicht befriedigt
- O weh der Luge! Sie befreiet nicht, wie jedes andre
wahrgesprochne Wort, die Brust). Hos Euripides lyver
Ifigenia som den bedste. Til Slutningen opholder
Goethes Drama sig endnu for sidste Gang en lang
Replik igennem til Ære for Distinktionen imellem
«So geht!» og «Lebt wohl!» (Altsammen det Indvortes,
det Subjektive.)
Saa med Hensyn paa Diktionen. Naar jeg skulde
skildre Goethes Diktion, vilde jeg sige, at dens
Særkende er en egen, skøn Universalitet. Det er
ikke som om man hørte et enkelt Individ med sine
Særheder og Egenheder og Luner udtale sig; hans
Diktion bevæger sig næsten hele Tiden igennem i de
fineste og sublimeste Almensætninger, der faar deres
dramatiske Betydning og deres ejendommelige Stemning
ved den Maade, hvorpaa de benyttes af Personerne i
Situationen. Det Karakteristiske for G.s Diktion er
det, at han udtaler Almensætninger, underfor-staaende
deres personlige Anvendelse, medens Eur. - ikke
han alene, men overhovedet de antike Dramatikere -
udtaler det Personlige ligefrem. Goethes Diktion
er i højeste Grad rummelig, de antike Forfatteres
slutter ganske snevert om den specielle i Situationen
liggende Pointe uden at tage nogetsomhelst Andet med
op at køre. Naar Eur. tager Almensætninger i sin Mund
er det praktiske Erfaringssætninger, ordsprogagtige
Talemaader, eller kuriøst fortvivlede Udbrud over
den forbistret Uforstaaelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
