Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Lange
523
sætter undgælde. Det Blad, hvori jeg dengang skrev,
negtede mig ubetinget Tilladelse til deri at tage til
Orde i Sagen, og selv om jeg ingen offenlig Overlast
led, er dette ikke enstydigt med at jeg overhovedet
ikke maatte døje Et og Andet for Bogens Skyld, l en
Ravnekrog som Kjøbenhavn dengang var, fandtes saa at
sige ingen Forskel paa Offenligt og Privat. Under
disse Omstændigheder har jeg rimeligvis gaaet om i
en ganske uforstandig Irritation, der synes at have
gjort sig saare taabeligt og ubehersket gældende
overfor Julius Lange; at dømme efter det følgende
Brev idetmindste. Vort Mellemværende da er gaaet
mig fuldstændigt af Minde; men det lader til at en
Jævnførelse, han har foretaget mellem Hundenes og
Kvindernes Afhængighedsforhold, har bragt mig saaledes
i Harnisk, at jeg har ladet det skorte paa skyldigt
Hensyn.
26. Nov. 69
Jeg tilstaar, jeg ikke havde ventet af dit Hoved, at
det skulde ophedes af en muligvis smagløs Analogi,
som havde til Hensigt at klare, hvad jeg forstod
ved en naturlig Forskel. Hvis du vil tilgive mig
denne nye Forhaanelse mod Kvindekønnet, saa vilde
jeg finde det lidt fraentimmeragtigt, naar man ved
at høre det gyselige Ord «Hund» for Analogiens Skyld
brugt i en vis Nærhed af Ordet «Kvinde» og uden at
der føjes salva venia til, begynder at «rase» over
en Sammenblanding af disse to Begreber. Jeg beder om
Forladelse for at jeg af gammel Vane regnede paa din
Nemhed og Velvilje til at capere Meningen med min
Tankegang.
Hvis jeg havde befundet mig i din umiddelbare Nærhed,
da jeg læste Fortsættelsen af dit (sidste) Brev,
frygter jeg for, at jeg var blevet lidt personligt
ubehagelig imod dig. «Du, der hvert Øjeblik vover at
foreholde Andre* - hvor vover du et eneste Øjeblik
at sige mig Sligt op i mit Ansigt, eftersom du
(hvis dit Sind var en Smule i Ro) vilde vide, at
det ikke er sandt. Jeg har talt til dig som til min
fortroligste Ven - og neppe til nogensomhelst Anden -
om min Opfattelse af mine Pligter og Tilbøjeligheder;
men jeg tror at kunne sige mig fri for at have
incommoderet dig med en for hyppig Omtale deraf eller
med at applicere dem paa nogensomhelst Anden. Vær
vis paa, at det ikke skal ske oftere. Jeg frabeder
mig paa det Aller-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
