Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
554 Julius
Lange
Gendrivelse. Lange billigede Planen og skrev
i den Anledning følgende Billet, dateret 3. April
1872:
Kære Ven! Jo mere jeg tænker derpaa, des vigtigere
forekommer det mig, at du i din Piéce skriver et Svar
til Monrad, om hvilket man ikke kan sige, at det er
ubetydeligt, eller at det dog ikke er saa betydeligt
som hans Artikler. Det vilde sikkert hæve din Anseelse
meget, om du kunde vise dig ham fuldkomment voksen
i Debatten. Derfor kan du vistnok gerne gøre ham en
eller anden Indrømmelse. Hvis du kunde fremtvinge den
Situation, at du fik med ham at gøre som Modstander
herefter, saa var du sikkert vel tjent dermed. Han er
jo selv debatterelysten nok. Jeg mener just ikke, at
du skulde lade en saadan Taktik træde aabenlyst frem;
men Sagen vilde vist ikke være saa vanskelig. Han
er dog nok med alle sine gode Enkeltheder temmelig
hullet. Du maa endelig lade dig denne Sag ligge paa
Hjerte - tag kun en Uges Tid dertil; du vil vistnok
vinde meget derved. Han indbyder jo netop ved hele sin
dialektiske Fægtemaade til tilsvarende dialektiske
Modangreb. Husk paa, at han i Henseende til Debat
næsten betragtes som den første Kraft i Landet.
Da den i Brevet berørte Piéce var skrevet, blev
den straks forelæst Lange, som i det Hele var
veltilfreds med den. Dog havde han adskilligt at
indvende. Han fandt mig overfor Dagbladets Holdning
imod mig altfor spag. «Her skulde du tordne!» udbrød
han. Derimod fandt han mit Svar som Helhed altfor
afvisende og udæskende. Og medens jeg følte mig ude
af Stand til at tjene ham med nogen tilføjet Torden,
lod jeg mig af hans indstændige Anmodning om endelig
«at gøre en Indrømmelse* overtale til at udslette
adskillige Sider og derfor indsætte andre, hvilke
han formelig dikterede mig. Jeg vidste jo, hvor godt
han mente mig det; jeg var en saa stor Beundrer af
hans Aand og Vid, at jeg betragtede det som en Ære,
naar han flettede nogle Sætninger af sine ind i
min Prosa, og min Stilling var i ethvert Tilfælde
saa ufordelagtig, at den ikke kunde lide noget ved,
om jeg stemmede Tonen en Smule ned. En trodsigere
Holdning helt igennem havde ligget bedre for mig,
og jeg fik da ogsaa «Indrømmelsen* indskrænket til
det mindst mulige, det rent formelle; men den var og
blev Langes, ikke min. For dem, hvem Sligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
