- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Femtende Bind /
6

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

6
H. C. Andersen

Angrebsvaaben. Ikke et Sekund i hans Liv er det
faldet ham ind, at han kunde give sig til engang i
en god Sags Tjeneste at angribe de Mægtige. Han var
selv i altfor lang Tid en Stakkel, der trængte til
Kærlighed, til Godhed, til Imødekommen og fremfor
Alt til Anerkendelse. Førte han Vaaben, var det til
Forsvar og altid i digterisk Form, saa Fleuretten
havde Dup.

Han var blød og øm, let sørgmodig og rig paa Lune, let
at narre, let at vinde, et Hjertemenneske, forsaavidt
han var god og medlidende, et Forstandsmenneske,
forsaavidt han var yderligt forsigtig. Man vilde
endnu længe, længe kunne blive ved at tillægge
ham Egenskaber; men i hans Væsen var der ligefuldt
fra først af kun en eneste Grundegenskab, kun en
eneste til Grund liggende Stræben: en umættelig,
altfortærende, altopslugende Ærgerrighed, der aldrig
glippede eller svigtede et Minut i hans lange Liv,
og som voldte næsten alle hans lange Livs Glæder og
Sorger. Blive berømt, blive æret og anset, hyldet
og fejret! det klang æggende i hans Øre Dag ud, Dag
ind i de mangfoldige Aar, da han var først ukendt,
senere tvivlsomt bedømt og stod der som en Skikkelse,
mangfoldige holdt sig op over, og der kun støttede
sig til et vaklende Ry. Være berømt, være æret og
anset, være hyldet og fejret! Det var den liflige
Klang i hans Øre, da Alderdommen nærmede sig, endda
han skjalv for hvert Vindpust, der kunde rive Blade
af hans Lavrbærtræ.

Han bevarede sin fulde Modtagelighed for hvad man
sagde eller skrev om ham endog efter Triumfen. Det
var en af Welhavens Historier, at da han en Dag i
en kjøbenhavnsk Kafé havde sat sig ned ved et lille
Bord sammen med Andersen, saa han med Et dennes
Ansigt antage et ulykkeligt og uroligt Udtryk, og
ved at følge hans Bliks Retning opdagede han da,
at det hang ved en ussel Avis, i hvilken en eller
anden Smører havde tilladt sig en næsvis Hentydning
til Andersens Ydre. «Hvor kan,» udbrød Welhaven, «De
med Deres Verdensry bryde Dem om, hvad saadan en Fyr
siger om Dem i et saadant Blad?» - «Jeg bryder mig
alligevel en lille Smule derom*, svarede Andersen
med Taarer i Øjnene.

Hans Ærgerrighed var af en særegen Art. Han attraaede
ikke Magt i nogensomhelst Form. Der var jo Intet, han
vilde sætte igennem, ikke engang en vis kunstnerisk
Stils eller ny Kunstretnings Sejr. Han vilde kun
roses, det var Alt, anerkendes, eller erkendes,
som han med en pudsig Ordbrug kaldte det. Han

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:21:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/15/0012.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free