Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
7
skriver selv med forbavsende og ugrammatikalsk
Aabenhjertig-hed: «Kun i at beundres af Alle føler
min Sjæl sig lykkelig; den Mindste, som ikke gør det,
kan gøre mig mismodig.* Han frydede sig endog ved
det dummeste Menneskes Bifald; han sørgede endog over
det mest ukyndige og ondskabsfulde Menneskes Drilleri
eller Spot; han hilsede den elendigste Pennefører til
Jorden, ifald han vidste eller formodede, at denne
kunde faa en Anmeldelse indrykket i et Blad. Af hans
Ærgerrighed flød hans Forsigtighed, hans Angst for
ved en dristig Ytring at skabe sig Fjender. Deraf
ogsaa hans Forkærlighed for de Store, hans Iver for
at faa Adgang til Hoffer, hans Lyksalighed over de
Artigheder, som vistes ham fra fyrstelige Personers
Side. Alt dette forøgede det Ry, der var Skatten,
han ophobede. Og tilsidst kunde han ikke andet end
i dette Ry se et Nationalklenodie. En Dag, jeg gik
ved Thorvaldsens Museum og han kom mig i Møde nærmere
Stranden, for han over Gaden imod mig med Udbruddet:
«Har De hørt om min Erkendelse i Portugal?* meddelte
med rivende Hast, at En havde oversat noget af ham,
en anden skrevet et eller andet om ham dernede, og
var borte med det samme. Hvad Hjertet var fuldt af,
løb Munden over af. Overfor dem, der holdt af ham
og forstod ham, skadede denne Selvoptagethed ikke
synderligt, netop fordi den saa naivt og aabent
lagde sig for Dagen. De vidste fuldt vel, at Andre,
som hverken havde Andersens Hjerte eller hans Geni,
var ikke mindre selvoptagne og kun bedre forstod at
skjule dette. Men i Udlandet, blandt Fremmede, tog
dette Væsen sig jo ikke ud. Selv om man vurdere hans
Evner, holdt man sig op over hans Person. Da jeg endnu
i Andersens Levetid en Dag hørte den gamle Philaréte
Chasles gøre det, gav jeg undskyldende til Svar: «Han
er jo et Barn.» «Et Barn h udbrød Chasles, «han er
endnu ikke vænnet fra.» - Fanny Lewald fortalte en
Aften en Historie om, hvorledes hun i sin Ungdom -
havde siddet ved Bordet med en stor Kres af Tyske
hos en Spisevært i Rom, hvor hendes Landsmænd daglig
kom (formodenlig Osteriet Lepre, hvor Skandinaver og
Tyskere dengang samledes), da Andersen traadte ind,
lige ankommen fra Rejsen og neppe havde sagt Goddag
og gjort Bekendtskab, før han trak et Hefte op af
Lommen og tilbød at læse Den grimme Ælling højt paa
Tysk. Hendes Landsmænd, der var i Stemning til at
snakke sammen, men ikke til at høre paa Oplæsning,
spurgte da Andersen, om han ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
