Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»
H. C. Andersen
heller først vilde se Forum Rorøanum eller Golosseum
eller Peterskirken, men fik til Svar, at han helst af
Alt vilde læse Den grimme Ælling højt. Denne pudsige
Meddelelse stemmer ikke ret med den Fremstilling,
Andersen i sit Livs Eventyr giver af Maaden,
hvorpaa han tilbragte sin første Dag i Rom, men
umuliggøres dog heller ikke af den, og Fanny Lewald
var Sanddruheden selv.
Det hørte med til Andersens Uskyld, at han ikke selv
anede, hvor ufordelagtigt et Indtryk hans evige Trang
til Ros og hans Iver for at nærme sig fornemme Folk
og Hofkrese gjorde paa Mennesker, der levede for en
Idé, eller overhovedet paa Mænd med barskere Sind og
et Formaal udenfor sig. Et mærkværdigt Vidnesbyrd
derom foreligger paa det Sted i hans Livs Eventyr,
hvor han skildrer sit Sammentræf med den fra Tyskland
fordrevne revolutionære Digter Freiligrath paa Gaden
i London og omtaler sine Besøg hos ham. Andersen
erfor aldrig, at Freiligrath i Anledning af dette
Sammentræf har skildret og stemplet ham med en Kraft
og en Lidenskab som den, Dante udfolder overfor en
af de Fordømte i hans Helvede. (Digtet i Freiligraths
Samlede Digtninge 3dje Bind, S. 235.) Skønt malt med
Ringeagt er dette Portræt et af de mest glimrende og
sande, der nogensinde er malt af Andersen. Hans Gang,
hans Blik, hans Maade at tale paa, hans Skildring
af sin Fejrethed og af sine frugtes-løse Forsøg paa
at faa Indpas i Buckingham-PaJLa^, Alt er taget paa
Kornet. Da imidlertid Andersens Skildring af hans
Forhold til Freiligrath gør det fuldeste, ærligste
Indtryk af Paalidelighed og da han umuligt to Gange
kan have taget ud paa Landet til Freiligrath uden
indtrængende og gentagen Opfordring, saa kan den tyske
Digter ikke fnhendes for en ret grim Tvetungethed
overfor den danske, ligesom Andersens Fremstilling
klarligt viser, at det ingenlunde var Angst for at
kendes ved en Revolutionær, som gjorde at han i første
Øjeblik ikke genkendte Freiligrath paa Londons Gader,
men den simple Omstændighed at denne havde taget sit
tykke sorte Skæg af og at hans Haar var graanet.
II
At den elskværdige og blide Andersen nu kom til at
udvikle sig saa ensidigt som Menneske, at Hang og
Trang til Anerkendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
