Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
11
i Rom talte om et Smædedigt, der var blevet ham
tilsendt til Paris, havde denne heftigt bidt Tænderne
sammen og sagt i øjeblikkelig Vrede: «Ja, ja, jeg
kender dem hjemme. Mig var det ikke gaaet bedre,
om jeg var bleven der. Jeg havde maaske ikke engang
faaet Lov at sætte en Modelfigur. Gud ske Lov, at jeg
ikke trænger til dem! Gør man det, da véd de at pine
og plage.»
Andersen selv er i sine Skrifter for sky og forsigtig
til at udtrykke sig saa stærkt; men i hans Breve, især
i dem, han beder Adressaten brænde paa Stedet, tager
han Bladet fra Munden og taler i sit Hjertes Bitterhed
om sin Modgang. Saaledes skriver han fra Paris i April
1843 til en Veninde: «Jeg hader hvad som hader mig;
jeg forbander hvad som forbander mig. Fra Danmark
kommer altid de kolde Luftninger, der forstener mig
ude. De spytter paa mig, de tramper mig i Dyndet! Jeg
er dog en Digternatur, som Gud ikke gav dem mange af,
men som jeg i mit Dødsøjeblik vil bede ham aldrig
give dette Folk . . . Ja, om jeg end efter min Død
skal dømmes som her i Livet, jeg siger: De Danske
kan være onde, kolde, sataniske. Det er et Folk,
der passer for de vaade, skimmelgrønne Øer, hvorfra
Tycho Brahe blev forjaget, hvor Eleonora Ulfeld sad
i Fængsel, Ambrosius Stub var Herremændenes Nar,
og hvor endnu mange, som hine, vil blive behandlede
ilde, til Folkets Navn klinger som en Saga.»
Til denne Forbitrelse over virkelig eller
formentlig Miskendelse svarer som dens Modpol den
brændende Taknemmelighed for Medgang, særligt for
Hædersbevisninger, der var Grundlaget for Andersens
Religiøsitet. Ligesom han betragtede Misstemningen
som noget, der burde trænges tilbage og fordrives,
hvis uforfalskede Ytringer burde brændes, saaledes
ansaa han Taknemmeligheden for det, der var Pligt og
krævedes som Tro, det hvis Ytringer atter og atter
burde gentages og foreholdes Omverdenen. I Medgangen
og Hædersbevisningerne, i det Ry, han saa længe havde
attraaet og forholdsvis tidligt naaet, sporede han
et Forsyn og ikke et ^almindeligt og ubestemt, men et
Særforsyn, der bestandig havde vaaget over ham, ledet
hans Fjed, ført ham til gode Mennesker, Velgørere,
Hjælpere, Beskyttere, ladet ham fødes i Ringhed for at
hans Storhed kunde tage sig des mere blændende ud imod
den mørke Baggrund af Fattigdom og Forladthed, kort
sagt havde skaffet ham Oprejsning og Anerkendelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
