Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
H. C. Andersen
tilsidst Hæderens Krone. - Som det hedder i de første
Linjer af hans Levned: Mit Livs Historie vil sige
Verden, hvad den siger mig: Der er en kærlig Gud, som
fører Alt til det Bedste. Og da der jo ikke kan være
en Gud uden at Mennesket har Alt fra ham og skylder
ham Alt, gjorde den megen Hæder, der tilsidst blev ham
vist, ingenlunde Andersen hoffærdig, men ydmyg. Det
var i sit Hjertes Oprigtighed og Uskyldighed, at
han saa jævnlig, naar han Mistes af Omgivelserne med
Beundring og Hyldest, udtalte og skrev, at dette var
for meget, altfor meget. Han var ude af Stand til den
Forestilling, at det sømmer sig for en Mand, endog for
en Digter, at have sit Liv i Andet end de Andres Dadel
eller Ros. Aldrig har han begrebet, at Menneskenes
Beundring som deres Modstand ikke blot lader Den
inderst inde uberørt, som har en Sag eller en Tanke,
men ogsaa Den, der engang for alle kender sine Evner
og deres Begrænsning. Der gives et lille ypperligt
Vers af Paul Heyse, som siger dette med Fynd:
Wer sich an Andre halt, Dem wankt die Welt. Wer auf
sich selber ruht, Steht gut.
Og som nu Udtrykkene for Kærlighed og Taknemmelighed
til det faderlige Forsyn breder sig i Andersens hele
Livsværk, medens det Tungsind, der var hans virkelige
Grundstemning, fortonede i den tilstræbte 6g bevidste,
men noget flade Harmoni, saaledes gik det ogsaa i
det Mindre med Andersens Misstemning mod Danmark. Den
blev dels af Pligtfølelse, dels af Forsigtighed holdt
nede, og i hans Vers som i hans Prosa viser han sig
aldrig træt af at synge sit Fædrelands Lov. Faa har
besunget Danmark blødere paa Vers og talt til dets
Ære i saa farverig en Stil og med saa lyrisk Sving
som H. G. Andersen i sin Prosa. Han var stolt af at
være Dansk og vel ogsaa en Smule stolt af, selv i
ikke ringe Maal at have forøget Danmarks Hæder og
vist dets Flag i de fjerneste Havne.
Denne Stolthed klædte ham, netop fordi den var saa
ganske uden Hovmod. Den traadte vistnok aldrig frem
i hans Samtale; men laa paa Bunden af hans Sjæl,
overdækket af Trangen til at behage og vinde hvert
eneste Menneske, han mødte paa sin Livsvej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
