Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
H. G. Andersen
værge mig mod det Indtryk, at Andersen vilde have lidt
derunder, ifald man i hans Nærværelse havde fundet
et Skuespil af en samtidig dansk Digter altfor godt.
Mest vindende var han dog, naar han engang imellem
gjorde mig et Besøg i det latterligt lille og meget
højtliggende Værelse, jeg da beboede. Han traadte
ind, satte sig paa den trange, læder-betrukne Puf,
som var Alt, hvad jeg kunde byde ham, skævede
til Vinduel, hvor omhyggeligt det end var lukket,
flyttede sig i sin Angst for Træk lidt bort fra
det og tog et Haandskrift op af Brystlommen. Dog
inden han begyndte at læse, forberedte han med nogle
indledende Ord sin Tilhører paa hvad der var i Vente:
Han havde allerede læst denne Historie for to eller
tre Personer, just ikke af de ringeste i Danmark,
og de havde været ganske henrykte derover. Gade
havde sagt, at Andersen havde aldrig i sit Liv
gjort noget bedre, og Professor Rasmus Nielsen havde
sagt: Fortræffeligt! Fortræffeligt S hele Tiden. En
ungdommelig Tilhører indsaa paa Forhaand derefter,
at der umuligt kunde være andet for ham at gøre
end at knuse en Tnare og i Tavshed trykke Andersens
Haand. Men hvor han læste! Man tro blot ikke, at han
gjorde sig mindre Umag i den lille Stue, hvor han
med sit store Legem og sine store Bevægelser neppe
havde Plads til at røre sig, end naar han forelæste i
en elier anden Festsal. Han gjorde sit Allerbedste,
og han var villig til at indlade sig paa Drøftelse
af mangen Enkelthed, forudsat, at man var glad og
taknemmelig for Helheden.
Et enkelt Besøg af Andersen staar som særligt
smukt i min Erindring, mest for de Ord, han sagde,
idet han gik. I et Brev havde jeg dengang (1869)
bebrejdet ham, at han altid i sine Værker skar god
og daarlig Kritik over én Kam, saa Kritikeren hos
ham ufravigeligt var den misundelige og koldhjertede
Bedre-vider. Jeg havde tilføjet, at ogsaa jeg havde
lidt under fjendtligsindet Kritik uden derfor at
underkende den upartiske, og havde bl. a. skrevet:
«jeg vil fremdeles komme til at døje mere Modstand
end De nogensinde har mødt eller kunnet møde». Ved det
Besøg, Andersen kort efter gjorde mig, og som var ret
langt, idet han udspurgte mig angaaende min Mening
om næsten ethvert af hans betydeligere Arbejder,
Digte og Fortællinger saavel som Romaner, talte han
ikke et Ord om de Breve, vi havde vekslet. Han sagde
paa den mest rørende beskedne Maade: «De synes vist
ikke om mine Digte. Jeg véd jo ogsaa selv, at jeg
ikke egenlig er lyrisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
