- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Femtende Bind /
17

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

H. G. Andersen
17

som de har frembragt, men over hvor meget de er Ophav
til. Alle de store Frembringere, der ikke hærømedes
ved Sygdom eller afbrødes ved en altfor tidlig Død,
har efterladt Arbejder i Masse. Dog overfor Eftertiden
kommer det ingenlunde an paa at have frembragt meget,
selv om det altsammen maatte kaldes godt. Det er saa
at sige umuligt, med en saa uhyre Ballast at komme
gennem det Naaleøje, der fører til Udødelighedens
Rige. Der er ikke Plads paa de himmelske Lofter til
en moderne Forfatters hele Livsværk. Hvad det gælder
om, er at have skrevet en nok saa lille evig Ting, en
Ting, som aldrig kan gaa i Glemme, fordi Formen er saa
umaadelig fast og tæt, at Intet bider paa den. Ewald
vil hævde sig gennem Tiderne med Kong Christian
stod, Wessel med Kærlighed uden Strømper. Saadanne
Mesterværker er i Verdensliteraturen Don Quijote
eller Robinson Crusoe eller Manon Lescaut, hvis
Ophavsmænd alle har skrevet en Skare af andre Bøger,
som kun kendes i Digterens Fødeland og neppe dér. En
saadan uforglemmelig, enestaaende Bog er Samlingen
af Andersens ypperste Eventyr.

Det er forunderligt at se, hvor tilfældigt Andersen
faldt over den Kunstform, som var den eneste, han
formaaede at tillempe til Form for sit Geni, og
hvorledes først Anerkendelsen udefra, skønt den ikke
indfandt sig pludselig og redebon, belærte ham om,
at han her havde erobret sit Krongods.

Han kom i Kjøbenhavn jævnligt i Krese, hvor der
var Smaabørn, indlod sig med dem, fortalte dem
Historier, som han dels opfandt, dels genfortalte men
omformede. Hvad her sikrest var hans Eget, det var i
ethvert Tilfælde Fortællemaaden, dens overstrømmende
Liv, dens dumdristige Barnlighed, dens vilde og gale
Lune, de mange Ansigtsfordrejeiser, Miner, Fagter og
Lader, som fængslede Børnene, morede dem og nu og da
fik dem til at skrige op i Henrykkelse.

Som Oldtidens Digtere sang før de skrev, saaledes har
Andersen fortalt sine Eventyr og gennem Fortælling
udformet deres malende, nynnende, leende, dansende,
springende Stil, før han gjorde Forsøget paa
ved Nedskrivningen at mane Betoningerne, Smilet,
Panderynkningen, de musikalske Udbrud, de talende
Haandbevægelser og de betegnende Fagter ned i sin
Prosa og saaledes blev Skaberen af en helt ny Afart
af malerisk og melodisk dansk Fortællemaade, den
J. P. Jacobsen tog i Arv efter ham

G. Brandes: Samlede Skrifter. XV.
2

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:21:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/15/0023.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free