Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
H. G. Andersen
jeg gad nok vide, hvorledes dette udtrykkes paa
Engelsk: &Da det blev Nat, gik Nissen ind og tog
Madammens Mandlæder, det brugte hun ikke, naar hun
sov, og hvor i Stuen han satte det paa nogen som helst
Genstand, der fik den Maal og Mæle, kunde udtale sine
Tanker og Følelser ligesaa godt som Madammen, men kun
en ad Gangen kunde have det, og det var en Velgerning,
for ellers havde de talt hverandre i Munden*.
De valgte Eventyr er for største Delen Saadanne,
i hvilke Andersens Vid, der er saa fint og lunt,
gør sig gældende paa hans undertiden noget pinlige
Følsomheds Bekostning. Men dog slaas man i disse
Eventyr hyppigt netop af Indfald, hvis Genialitet
er rent poetisk, rent Sværmeri. Denne Samling aabnes
af Nattergalen. Man agte paa det Sted deri, hvor den
udenfor Vinduet syngende Nattergal strider med Døden
om den syge Kejsers Liv. Først kræver den af Døden
som Løn for sin Sang Kejse-sens prægtige Guldsabel,
hans rige Fane, selve hans Krone, og Døden giver
hvert Klenodie for en Sang; saa hedder det: «0g
Nattergalen blev ved endnu at synge, og den sang om
den stille Kirkegaard, hvor de hvide Roser gro, hvor
Hyldetræet dufter, og hvor det friske Græs vædes af
de Efterlevendes Taarer; da fik Døden Længsel efter
sin Have og svævede, som en kold, hvid Taage, ud ad
Vinduet*. Disse dejlige Linjer straks i Samlingens
første Fortælling lader den Læser, som ikke kender
Andersen - hvis der findes Saadanne - ane, hvor ægte
en Digter han var.
Dog det typiske Kunstværk blandt Andersens Eventyr er
og bliver vel Den grimme Ælling, den lille Historie
paa nogle faa Blade, som han skrev henved fyrretyve
Aar gammel og i hvilken alt det staar fortalt i
forklaret, uforgængelig Form, som med Rette kan
kaldes hans Lius Eventyr og som ikke har vundet ved at
opspædes til den tykke og tunge Bog, der bærer dette
Navn. Dette ene Eventyr er Kraftuddraget af hvad
der laa Andersen paa Sinde og et næsten udadleligt
Vidnesbyrd om hans Evners Styrke og Finhed.
En enkelt kort Sætning anslaar med Sikkerhed
Grundakkorden: «Der var saa dejligt ude paa
Landet». Indledningen giver Andersens typiske danske
Landskab, hvor Høet er rejst i Stakke nede i de grønne
Enge, og han anbringer her straks Storken, hans egen
Fugl, den Fugl, han som Menneske formelig lignede,
Vandrefuglen, Børnenes Fugl. Den gaar paa sine lange
røde Ben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
