Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22 *
H. G. Andersen
nogensinde har kendt ti! dens Længsel efter at flyde
paa Vandet, faa Vand over Hovedet og dykke ned til
Bunden. «I forstaar mig ikke», sagde Ællingen. «Ja,
forstaar vi dig ikke, hvem skulde saa forstaa dig!»
Paa dette Punkt er Fortsættelsen øjensynligt faldet
Andersen vanskelig; thi først efter et halvt Aars
Forløb skrev han Slutningen.
Ællingen flyr paany, flyder og dukker under, men
overses af alle Dyr for sin Grimhed. I den korte,
men maleriske Skildring af Efteraaret, som følger, har
Andersen med Kunst og Virkning indflettet det Motiv,
at Ællingen nu for første Gang ser en Flok Svaner. De
skinnende hvide Fugle med de smidige Halse slaar de
lange Vinger ud og flyver sydpaa. Ællingen udstøder
ved Synet et højt, forunderligt Skrig, den ikke selv
forstaar.
Med faa stærke Træk beskrives Vinterens Komme
og Ællingens Lidelser, da Vandet er ved at fryse
til. Aldeles glimrende er den lille Skildring af
Fuglens Uro og af den almindelige Forfjamskelse,
den afstedkommer i Bondestuen, hvortil Manden har
bragt den, efter at have slaaet Isen i Stykker omkring
den. Men her gør saa Andersen en Pavse i Fortællingen,
en nødvendig Pavse, fordi Logikejn synes at kræve
den grimme Ællings Død i Vinterkulden, ifald den ikke
finder noget Opholdssted, og fordi paa den anden Side
en Skildring af, hvorledes den overvintrer etsteds
i Ly og under Pleje, vilde staa som Fortællingens
Ide uvedkommende og især vilde gøre Slutningen langt
mindre virksom.
Derfor er det med Et dejligt Foraar paany; Ællingen
løfter sine Vinger; de bruser og (bærer den, og den
naaer den store Have, i hvis Kanaler de tre Svaner
svømmer den imøde. For at indvinde den yderste
Effekt lader Andersen nu sin grimme Ælling tro, at
de kongelige Dyr vil hugge den ned, fordi den, som er
saa styg, vover at nærme sig til dem. Og idet han da
lader den bøje sit Hoved ned mod Vandet, opnaar han
med ét Slag en dobbelt Virkning. Ællingen opdager,
at den ikke længer er kluntet og styg, men selv en
Svane, og den oplever, at de gamle Svaner nejer sig
for den. Til dens Jævnliges stille Hyldest kommer
saa endnu en larmende Hyldest fra Menneskenes Børn og
derefter følger den Mæskelse af den som H a ve fugl
med Brød og Kager, mod hvilken jeg for mere end en
Menneskealder siden tillod mig at tage til Genmæle.*)
Men den slutte-
*) Saml. Skrifter II, 112.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
