Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. C. Andersen
23
Jige Forkælelse indtil Vammelhed hørte nu en Gang
med til Andersens Program for et lykkeligt Liv og
hans Forhaabning dertil. Og denne lille Plet ved
Slutningen forstyrrer derfor ikke mere end en Malers
Signatur i Hjørnet af hans Maleri.
Den grimme Ælling er da vistnok en af hine
Verdenslitera-ttirens Perler, der aldrig vil
synke i Pris, fordi den er Kvintessensen af hele
dens Ophavsmands Væsen; af selve den Ærgerrighed,
der var Grundtrækket i hans Karakter; af selve den
Sørgmodighed, som var afgørende for hans Temperament;
af selve det Martyrium, til hvilket for hans Øje hans
Digterlevned forvandlede sig; af selve den Triumf, han
i al sit Hjertes Ydmyghed fornam ved Anerkendelse og
Hyldest; men fremfor Alt af den lagttagelsesgave, det
spillende Vid, det overgivne, sejrrige Lune, hvormed
han hævnede sig for Miskendelse og Misfor-staaelse
paa den træge Dumhed og Ondskab - disse Evner, som
i Forening udgør hans Geni.
Dette Geni var hans virkelige Lykke, ikke Triumfen,
der (som ved Festen til hans Ære i Odense) kunde
ødelægges for ham af noget saa uforudset som
Tandpine.
Da han i Lykkens Galoskers Indledning forestiller sin
Læser Lykken og Sorgen som to Feer, der sidder sammen
i Forværelset, bemærker han med sin skelmske Finhed,
at det ikke netop var Lykken selv, som sad der, men en
af hendes Kammerjomfruers Kammerpiger. Han vil sige,
at mere af Lykken lærer faa Dødelige at kende. Om
Sorgen derimod bemærker han ikke mindre fint, at hun
gaar altid selv i egen høje Person sine Ærinder. Han
har da sikkert nok lært virkelig Sorg at kende,
og havt sin bedste Lykke i sit Indre, i sin lette,
flagrende Fantasi, sit hyggelige Snille.
Thi hyggeligt er det, sjældent storladent, aldrig
stormende. Ved fornyet Gennemlæsning slaar det En,
hvor hollandske i Ordets maleriske Forstand disse
Eventyr inderst inde er; trods alt Fantasteri gerne
holdende sig til det dagligdags Kendte, det aller
Jævneste og Smaa, Husdyr og Bohave og Blomster og
Legetøj. Først herfra bevæger de sig saa ud i Skoven,
hvor Grantræet vokser og Klokken ringer,* ud ved
Bæltet, hvor VinHen suser og synger om Valdemar Daa,
ud paa Havet, hvor Havfruen svømmer og hvorover de
vilde Svaner flyver, tilbage i Fortiden, da Kong Hans
eller Børglum Bisp regerede, og vidt ud i Fremtiden,
hvor det ny Aarhundredes Musa fødes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
