Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 Danmarks historiske
Folkeviser
Prinsesse, der maa have været stærkt attraaet, siden
hun i faa Aar blev tre Gange gift.
A. D. Jørgensen har, for at gøre Valdemars
Dobbeltforhold til de to Kvinder sandsynligt,
henvist til, at han overhovedet var en svag Karakter,
tilbøjelig til Delthed, til at gaa paa Akkord og til
at mægle mellem Yderligheder. Men selv uden denne
Grundegenskab vilde han som Konge let være kommet
i en Dobbeltstilling mellem den Kvinde, han havde
forelsket sig i som Yngling, og den, han af politiske
Grunde tog til Dronning.
Om Sofies Væsen véd vi saare lidet. At hun trods
sin Skønhed har gjort et højst ufordelagtigt
Indtryk paa den danske Befolkning er utvivlsomt,
siden hun i alle Valdemarsviser, saavel i Forholdet
til Tove som i det til liden Kirsten, til stolt
Signild og til Mettelille, er den onde, morderiske
Dronning. Naar dertil kommer, at den forsigtige Saxo
omtaler hende lidet og et enkelt Sted dadler hende
skarpt som den, der ved sin kvindelige Glimrelyst
fik Kongen til at slutte Forbund med Kejser Frederik
af Hohenstaufen tvertimod sine bedste Mænds Raad,
saa kan det ingenlunde kaldes usandsynligt, at en
virkelig Begivenhed ligger til Grund for Drabet
paa Tovelille i Visen. Planen er saa snildt lagt,
idet Indebrændingen i Badstuen jo let kunde udgives
for et Ulykkestilfælde, at den snarere maa tænkes
undfanget af en hævnsyg Kvinde end frit opfundet af
en Visedigter.
Dog det, som har løftet den ældste Digtning om
Valdemar og Tove, det er Sværmeriet for den Kvinde,
som uden Skinsyge elsker en Mand, der er stedt i
Dobbeltægteskab. Dette var Tidens Kvindeideal. Axel
Olrik har i anden Del af sit Værk om Kilderne til
Saxos Oldhistorie paavist, at netop paa den første
Valdemars Tid var Spørgsmaalet om Dobbeltægteskab
paa Moden i Evropa. Det rejstes tidligst (omtrent
1150) i Maria af Frankrigs Digt om Ridder Eliduc af
Bretagne, der siger sin kære Hustru Farvel, i Exeter
i England hjælper Kongen mod hans Datters forsmaaede
Bejlere, selv bliver elsket af Kongedatteren, fører
hende hjem med sig og i sin første Hustru finder
en kærlig Plejerske for den anden. I 1167 fulgtes
dette Digt af et andet lignende, Ille et Galeron,
af Gautier fra Arras; efter dette kom atter andre,
hvoriblandt et, der fremkaldte det bekendte tyske
Sagn om Greven af.Gleichen og hans to Koner.
Paa Dansk møder Æmnet os første Gang i Saxos
Fortælling om Amlet, der maaske stammer fra den
engelske Skriver Lukas,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
