Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danmarks historiske Folkeviser
33
Han priser med andre Ord Tovelille ikke som
Elskerinde, men som hans tapre Sønners Moder, der
altsaa ikke mere kan være helt ung. Sofies ældste
Søn Knud er her - hvad der viser Tidsafstanden fra
Begivenheden - bleven til Toves yngste Søn,
Der gaar nu to Vintre, før Dronning Sofie kan faa
Ram paa Tovelille. Saa følger Badstuescenen:
I gøre den Badstue hed som Glød, Tovelille skal
derinde dø.
Først da hun er indebrændt, lykkes det Sønnen
Kristoffer at sprænge Døren.
I Ide Gjøes Haandskrift hævner Sønnerne deres Moder,
lader deres Gangere gaa over Dronningen paa Riber
Gade; i Karen Brahes Haandskrift truer de hende med at
ville drive hende ud af Danmark; i Ghristence Juels
og Anna Krabbes Haandskrifter er der tilføjet en
halv Snes Vers, som bringer Sagnet om den Trolddom,
der udgaar fra den Elskedes Lig, i Forbindelse med
Tove - en Trolddom, som stammer fra Sagn om Karl den
Store og genfindes i Sagnet om Harald Haarfager og
Snefred. Kong Valdemar kunde ikke undvære Kisten med
den døde Tove; den maatte følge ham overalt. Da Kisten
aabnedes, og en Adelsmand bemægtigede sig noget Tøj,
der laa under Ligets Arm, blev denne Mand Kongen saa
dyrebar, at han altid maatte være hos ham. l Visens
Slutning nævnes desuden for første Gang Navnene
Vordingborg og Gurre; disse to Steder blev Kongen
saa kære, fordi Adelsmanden havde begravet de to
Stykker, i hvilke han sønder-skar Tøjet, i deres
Jord. Vordingborg, der blev bygget af Valdemar den
Første, blev udvidet af Valdemar Atterdag. Gurre,
der først nævnes i denne Konges Tid, er maaske, som
enkelte Kilder tyder paa, ligeledes kun udvidet af
ham. I ethvert Tilfælde har Stednavnene, der senere er
blevne tilføjede, bidraget deres til at føre Sagnet
fra den første Valdemar til den sidste. Begge Konger
var ivrige Jægere, og den eventyrlige Skildring af den
førstes vilde Jagt har uden Vanskelighed i Folketroen
forplantet sig fra den ældre til den yngre.
Det er Arild Hvitfeldt, der først (ved Misforstaaelse
af Folkevisen) henfører Tovesagnet til Valdemar
Atterdag. Det sker i tredje Del af hans Danmarks
Krønike fra 1601. I to Sætninger
G. Brandes: Samlede Skrifter. XV.
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
